Riderute på Værløse Flyvestation

28-08-2015 12:33

Da Naturstyrelsen i 2013 overtog Flyvestation Værløse, så Dansk Ride Forbund en mulighed for at få oprettet nogle spændende ridestier i et stykke unikt natur

Copyright Ridehesten.com
Modelfoto.

Forhandlinger kom i gang, og søndag d. 29. august åbner den første riderute på den tidligere Flyvestation. Ruten er et slået spor på ca. 7 km, og den er etableret ved hjælp af frivillig arbejdskraft fra lokale rideklubber og hestepensioner.

Om rideruten
Flyvestation Værløse har et areal på 349 ha., og den meget vekslende natur er intet mindre end et natureldorado for terrænryttere. Ridesporet er et slået spor, hvor generende grene og buske er fjernet, og stien er anlagt, så hestene kommer lidt på afstand af fodgængere og cyklister. Alle i hesteregi må benytte sig af ruten, og der er ikke krav om ridetegn eller medlemskab af en klub eller forening. Der henvises dog til, at ryttere læser den folder, der er lavet til formålet, igennem, inden man bevæger sig ud på stien. Hvis det går godt med rideruten, er der en mulighed for, at Naturstyrelsen giver tilladelse til at udvide i forhold til ridesporten, og her er det jo oplagt at tænke videre i en military- eller trecbane i de skønne omgivelser.

Det er især de lokale rideklubber og hestepensioner i nærheden af Flyvestationen som Ballerup Rideklub, Hjortespring Rideklub og det private opstaldningssted Notholmgård, der har gjort en kæmpeindsats for at får etableret ruten.

Invitation til åbning
Rideruten åbnes søndag d. 30. august kl. 16.00 ved P-pladsen Ved Sandet. Kom og vær med på denne festlige dag, hvor vi fejrer, at det efterfølgende vil være muligt at ride igennem det fantastiske område på den klargjorte rute. Så mød op til hest eller til fods og medbring gerne picnickurven til lidt fælles hygge.

Download folder om riderute

Kilde: Dansk Ride Forbund

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen