Rideklub har arbejdet sig op

06-05-2015 11:40

Dronninglund Rideklub vokser, og er klar med distanceridt igen. Dronninglund Rideklub har for første gang holdt stævne i distanceridning fra sit nye hjemsted på Kirkevej 

Copyright Ridehesten.com
Arkivfoto fra dronninglundridtet 2007.

Klubben holdt tidligere til på Dronninglund Hovedgaard, men flyttede for ca. tre år siden, og har måttet arbejdet sig op igen på et sted, der i begyndelsen ikke havde ridebaner eller ridehal.

Startet op igen
- I gamle dage var vi kendt for de store distanceridt, vi lavede. Det var dét, der var drivkraften i klubben i gamle dage, så vi er ved at få det startet op igen i det små, fortæller klubbens formand Per Sørensen.

Dronninglund-ridtet fandt sted i lørdag den 2. maj med cirka 50 ryttere fra hele landet til start, og det gik godt.

- Det gik fint, der var en god stemning og nogle gode ryttere. Men de bliver lidt overraskede over Storskoven, fordi der er meget terræn og mange stigninger. Dem, der er vant til at ride på noget fladt, bliver overraskede over, at det er så hårdt for hesten, fortæller Randi Elbo, der er med i klubbens distanceudvalg.

Faktisk var der kun én ud af syv, der gennemførte dagens sværeste konkurrence på 83 kilometer - resten faldt fra undervejs, hvor der er flere dyrlægekontroller, hvor hestens puls, bentøj og væsketilstand tjekkes.

Distanceridning skal kendetegne klubben
Klubben har planer om, at distanceridning igen skal kendetegne klubben:
- Det er noget, vi vil satse på igen, det bliver noget, der kommer måske to gange om året, fortæller Per Sørensen.

De seneste to år har klubben også haft distanceridning, men der måtte starten henlægges til Ørsø, hvor man havde lånt judoklubbens faciliteter. Men siden da er der også sket meget på Kirkevej.

- Vi har fået lavet ridehal, og det betyder, at vi kan holde alle undervisningstimer om vinteren også. Vi har også lavet flere bokse - 16 mere, så vi i alt har 26, og vi har fået flere opstaldere, for nu er vi mere attraktive, fortæller Per Sørensen.

Mange flere medlemmer
Faktisk kommer der tre-fire nye i maj, og dermed bliver der for første gang siden udvidelsen af stalden fuldt hus. Ridehallen er dog ikke så stor, at den kan bruges til at holde stævner i, men det foregår efter devisen et skridt af gangen.

- Vi kan ikke holde stævner, men undervisningen - det er da en start, siger Per Sørensen, der håber på, at der bliver mulighed for at bygge en hal i fuld størrelse om nogle år.

Klubben har fået flere udendørs baner - der er blevet anlagt to dressurbaner, en springbane og en TREC-bane (forhindringsbane). Og medlemstallet er også inde i en god udvikling.

- Det går stille og roligt opad, vi får flere medlemmer løbende. Vi har 72, og vi har været helt nede på 30 aktive, fortæller Per Sørensen.

Vinderen af den lange rute til Dronninglund Ridtet blev Karoline Pallesen Christensen på Emira Azizah fra Norddjurs Rideklub.

Kilde: Nordjyske.dk/Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner