Grethe Næsby
Lørdag d. 8. august 2009 afvikles der DM i distanceridning. Her vil landets 6 bedste distanceryttere kæmpe om titlen som Danmarksmester i distance. Samtidig med DM i distance afvikles det traditionsrige internationale distancestævne, Københavnerridtet. Alle løbene starter fra Bernstorffsparken i København. Landets bedste distanceryttere vil lørdag kæmpe om titlen som danmarksmester i distanceridning, når DM i distance går løs over en strækning på 123 km. Efter dyrlægetjek fredag er der start ganske tidligt lørdag morgen. Feltet består af Charlotte Kromann/Don Juan of Tas, Tina Bratajka/Esmil Reerstrup, Ann Pia Aasted/Makao ox, Dorthe Christensen/Sebu, Helen Munksø/Prucell og Lotte Hillers/WW Nieska ox. Over 100 ryttere har tilmeldt sig Københavnerridtets mange distanceklasserne, der spænder fra 10 til 160 kilometers ridt. Ryttere fra både Holland, Polen og Sverige har meldt deres ankomst. Det traditionsrige Københavnerridt har over 15 år på bagen, og er et af de flotteste ridt i landet. Rytterne har start og mål i Bernstorffsparken, og den dejlige rute strækker sig fra Jægersborg Dyrehave til Ravnholm Skov. Distanceridning er ridesportens maraton, hvor kunsten er at komme først i mål. Konkurrencen foregår ved at gennemride en afmærket rute i terrænet. Ridtet overvåges af erfarne dyrlæger, som sikrer at hestene ikke overbelastet. Hestene kontrolleres både før og efter, men også under selve løbet. De må ikke have for høj puls, være halte eller vise andre tegn på overanstrengelse. Har de det, udgår rytteren af løbet. For alle klasser gælder mottoet: ”At fuldføre er at vinde”. I distanceridning vægtes hestens kondition og tilstand ved mållinjen højt, og det gælder om at komme i mål med en hest, der er frisk til endnu en distance. Derfor uddeles også præmien Bedste Kondition til den hest, der er mest frisk efter løbet. Kilde: Dansk Ride Forbund