Anna Pørtner
Er du interesseret i at lære mere om disciplinen distance, men ved du ikke, hvor du skal starte? Det har Dansk Ride Forbund svaret på. De har nemlig gjort det muligt enten at blive mentor eller få en mentor, afhængigt af dit behov, niveau og kendskab til sporten. Der er mulighed for at blive tilknyttet en mentor uanset om du er stævnearrangør, rytter, official, hjælper eller noget helt femte, ligesom du også kan blive mentor uanset om du er noget af ovenstående.
Det kan for eksempel være, at du selv er rutineret distancerytter og godt kunne tænke dig at dele ud af din erfaring, men det kan også være, at tidligere stævnearrangører med erfaring indenfor distance ønsker at give lidt ekstra tid og overskud til for eksempel at hjælpe en ny stævnearrangør i gang med afviklingen af distancestævner.
Det gælder også, hvis du er distancerytter, distanceofficial eller blot distanceinteresseret. Hvis du har erfaring på området, kan du blive mentor for en med mindre erfaring. Det kan også være, at du er mindre erfaren, og har brug for en at stille spørgsmål til og få hjælp af, som er på et højere niveau end dig selv.
For at blive nogens mentor, skal du selv være minimum ét niveau højere end den, du er mentor for. Det vil altså sige, at stort set alle kan blive mentorer, ligesom stort set alle kan få en mentor - uanset niveau. Derudover kan du altid selv styre, hvor meget og hvor lidt, du har overskud og tid til at hjælpe, så du er altså ikke forpligtet til at være mentor i perioder, hvor du ønsker at prioritere anderledes.
Med andre ord, henvender mentorordningen i distance sig til dig, der ønsker at dele ud af dine erfaringer, viden og kompetencer for at støtte andre i deres udvikling, eller til dig, der søger støtte, vejledning og sparring til at fremme din egen videre udvikling. Målet er at hjælpe alle nye distanceryttere godt i gang med at nå deres mål. Derudover er ønsket at skabe en større viden og forståelse for sporten og vejlede ryttere til en god start og/ eller videreuddannelse i distancesporten.
Lyder det som noget for dig enten at blive mentor eller at få en mentor, kan du læse meget mere om det her.
Kilde: Dansk Ride Forbund.