Rideklub glad for støtte fra pulje

14-02-2023 14:29

Annika Knudsen Lorentsen

Vestegnens Rideklub har fået 30.000 kr. fra DIF og DGI’s foreningspulje. Pengene er blevet brugt til at købe en ny rideskolehest til større ryttere

Copyright Ridehesten.com
TAZAN sammen med rytter Annette, daglig leder af rideskolen, Anders Egelund og Nataline Frydendahl fra VERs bestyrelse. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Vestegnens Rideskole (VER) er en af Høje Taastrup Kommunes populære rideskoler med 20 rideskoleheste og 184 elever fordelt på 24 hold. I tilknytning til rideskolen driver rideklubben hestepension for 29 privatejede heste.

– Mere end 260 personer står på venteliste til at gå til ridning. Sidste sommer måtte vi desværre sige farvel til en af vores dejlige rideskoleheste, og det satte selvfølgelig rideskolen under pres, at vi manglede en hest. Stigende priser på næsten alt betød, at klubben ikke havde råd til at købe en ny rideskolehest. Vi blev derfor meget glade for at få økonomisk tilskud fra DIF og DGI’s foreningspulje, fortæller bestyrelsen i VER.

Vestegnens Rideklub skal være en klub for alle. Klubben har fokus på at kunne tilbyde alle ryttertyper, store som små at gå til ridning på heste, der matcher rytterens alder, størrelse og niveau. Derfor var pengene øremærket til køb af en stor hest, der passer til de større ryttere.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Efter nogle måneders søgen har vi fundet Tazan, en stor, flot vallak, som hurtigt blev populær i stalden og på rideskoleholdene. Der skal lyde en stor tak til DIF og DGI for bevillingen, og de muligheder den har givet os.  

Pengene er modtaget fra DIF og DGI's foreningspulje, der årligt uddeler ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger. DIF og DGI's foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer. Puljen kan søges om op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kr.

Puljens midler kommer fra de såkaldte ’Spillehalsmidler’, som Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har afsat til lokalforeningspuljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.

Fakta
Om DIF og DGI's foreningspulje
  • Alle idrætsforeninger kan ansøge puljen
  • Puljen ansøges via Centralt Forenings Register på www.medlemstal.dk
  • Mere information og retningslinjer for puljen findes på DIF og DGI’s hjemmesider
Fold up
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner