Rich Stables og Laudrup-Dufour står bag ny pris

22-11-2024 21:54

Rich Stables og Laudrup-Dufour-prisen er en ny pris, der hylder hestevelfærd ved dette års Kingsland Christmas Show-stævner. Bag idéen står blandt andre Rasmine Laudrup-Dufour, Hannah A. Rich Kristiansen og Louise Rich, der selv deltager ved dette års julestævne

Copyright Ridehesten.com
Rich Stables og Laudrup-Dufour står bag en ny hestevelfærds-pris. Fra venstre: Rasmine Laudrup-Dufour, Hannah A. Rich Kristiansen og Louise Rich. Foto: Danish Derby Horse Shows

I forbindelse med årets Kingsland Christmas Show Warm Up-stævner får hestevelfærd og harmonisk ridning en særlig plads i rampelyset, når den nye Rich Stables og Laudrup-Dufour-pris uddeles. Prisen er en hyldest til exceptionel hestevelfærd og flot, harmonisk ridning. Prisen gives til den ekvipage, der i sølvturens kvalifikationer udviser det bedste samspil mellem hest og rytter.

Prisen understreger vigtigheden af god horsemanship og balanceret præstation. Værdier, der ligger til grund for både sporten og dens fremtid, og som vi alle skal huske på, når vi arbejder med vores heste. Foruden den flotte pris til årets Warm Up-stævne for både pony og hest, vil prisen også uddeles til Kingsland Christmas Show, der løber af stablen fra den 9.-15. december. 

Copyright Ridehesten.com
Rasmine Laudrup-Dufour og Newcomer 13 har redet flere placeringer hjem i denne uge til Christmas Show Warm Up. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Udvælgelse og prisoverrækkelse
Stævnets dommere og tekniske delegerede står for at indstille og udvælge vinderen. Prisen uddeles i forbindelse med finalen til årets sølvtur, der finder sted lørdag under Kingsland Christmas Show Warm Up. Vinderen modtager både anerkendelsen for exceptionel hestevelfærd og et gavekort til en valgfri butik her ved Christmas Show Warm Up. 

Bag prisen
Bag prisen står Rich Stables og Laudrup-Dufour, der består af Louise Rich, Hannah A. Rich, Rasmine Laudrup-Dufour og Cathrine Laudrup-Dufour. De har lavet prisen med det formål at fremhæve og belønne det bedste inden for hestevelfærd og god ridning under Kingsland Christmas Show Warm Up. 

Med denne pris ønsker vi at sætte fokus på det essentielle fundament i vores sport, nemlig hestens velfærd og glæden ved harmonisk ridning. Vi håber, at dette initiativ kan inspirere alle til at stræbe efter de højeste standarder, ikke blot i konkurrencen, men også i den daglige omgang med vores heste, fortæller de seje kvinder bag prisen. 

Copyright Ridehesten.com
Louise Rich og Blue Magic Du Borget har ligeledes redet til dette års Christmas Show Warm Up-stævne. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

På Instagram har Louise Rich fra Rich Stables og Rasmine Laudrup-Dufour fra Laudrup-Dufour delt en story, hvor de forklarer lidt om prisen. Her fortæller de blandt andet, at prisen er til for at fremme det positive fokus på sporten, fordi de vil gøre alt for, at sporten kan fortsætte. Derudover opfordrer de til, at alle rytterne skal gøre sig umage og gøre sig bemærket på opvarmningen eller på banen, så har man nemlig mulighed for at vinde den fine hestevelfærds-pris. 

Copyright Ridehesten.com
Hannah A. Rich Kristiansen og Diarado's Love Elith i aftenens 135 cm-klasse. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen
Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen