Revolution klar til næste niveau

05-11-2022 17:17

Avlshingsten Revolution, der har været væk fra sporten i et par år, er på vej tilbage på stævnebanerne med Andreas Helgstrand

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Revolution. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Den 9-årige westfalerhingst Revolution e. Rocky Lee/ Rouletto var for syv år siden det store samtaleemne, da han ved den tyske hingstekåring blev erhvervet over auktionen af Hanni Toosbuy Kasprzak, Andreas Helgstrand og Søren Grønborg for en rekordhøj hammerslagspris.

Sidenhen har Revolution sat sine spor i den danske avl med adskillige kårede hingste og hopper, heriblandt flere guldmedaljehopper, samt succesfulde unge dressurheste, der i foråret satte et stærkt præg på Unghestechampionatet i Herning.

Sportsligt er Revolution uddannet af Andreas Helgstrand og har vundet DRF's championatsfinaler for 4-, 5- og 6-års heste, ligesom han vandt UVM-guld som 5-års og -sølv som 6-års. I 2020 opnåede ekvipagen flere sejre i Prix St. George, og siden har man ikke set Revolution i stævnesammenhæng.

Helgstrand Dressur udmelder i en video, at Revolution er klar til at debutere på S-niveau efter at have trænet de svære Grand Prix-øvelser.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner