Hvem bliver Årets Hingst?

06-02-2026 06:34

Siden 1998 har Dansk Varmblods avlsledelse udpeget "Årets Hingst" i forbindelse med forbundets hingstekåring i Herning til marts. Det sker igen i år, hvor den festlige præmiering finder sted søndag

Copyright Ridehesten.com
Sidste år var det hingsten Revolution, der blev kåret som årets hingst. Hvem løber med titlen i år? Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den prestigefyldte titel "Årets Hingst" er altid ventet med spænding under hingstekåringen i Herning. I år bliver årets hingst hædret søndag formiddag inde i KRAFFT Arena M. Prisen gives til en hingst, der har gjort sig særligt bemærket som avlshingst og eventuelt også som sportshest. 

Siden 1998 har forbundet hædret en hingst med den eftertragtede titel. Med titlen følger en smuk statuette skænket af Peder Hostrup Pedersen og et maleri, som Thomas Bach Jensen her fra Ridehesten hvert år maler af årets hingst. De originale malerier hænger på Dansk Varmblods sekretariat. 

Som man kan se på listen over årets hingste de sidste 28 år, omfatter den en perlerække af betydelige hingste, som alle har sat sit præg på hesteavlen herhjemme, ligesom flere af dem har haft en succesfuld karriere i sporten. 

Det er avlsledelsen i Dansk Varmblod, der udpeger årets hingst, og sidste år pegede de altså på elitehingsten Revolution e. Rocky Lee/ Rouletto, som siden oktober 2023 er ejet af MFI Group, der er sponsor for den portugisiske rytter Roberto Brasil. Sidste år red han selv hingsten ind i Boxen, da han skulle hædres. 

Copyright Ridehesten.com
Med titlen følger den smukke statuette skænket af Peder Hostrup Pedersen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Årets hingst 2025: Revolution
Det var talsmand for avlsledelsen i dressur, Vicky Nortvig, som begrundede valget af Revolution som Årets Hingst 2025, og hun sagde:

Han har tiltrukket sig opmærksomhed fra det øjeblik, han trådte ind på scenen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Den store og imponerende unge hingst blev kåret og udnævnt til præmiehingst ved hannoveranerkåringen i Verden i 2015, og skabte røre og international omtale, da han ved den efterfølgende auktion satte tysk prisrekord og skiftede adresse til Danmark, hvor han nu skulle ejes i et samarbejde mellem Hanni Toosbuy, Søren Grønborg og Helgstrand Dressage. 

Ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i 2016 blev han udnævnt til præmiehingst, og samme efterår blev han en særdeles overbevisende vinder af 35-dages testen med intet mindre end syv 10-taller og et resultat på fremragende 977,5 point. Ved hingstekåringen i Dansk Varmblod det følgende år, indtog han helt naturligt pladsen som fløjhingst. 

Revolution er født i Essen hos tvillingesøstrene Sarah og Yasemin Yanik. De var inviteret til at deltage i prisoverrækkelsen under hingstekåringen i 2025, hvor der var blomster og en erindringspokal til dem begge. Det var et stort øjeblik, fortalte de efter fejringen. De er, som de selv fortæller, helt almindelige hobbyavlere. De havde en pragtfuld dag ved Dansk Varmblods Hingstekåring, hvor de var inviteret til at side i VIP-logen lørdag, og så var de også i stalden, sammen med den nye rytter, for at hilse på Revolution.

Det er vores første gang til hingstekåring i Dansk Varmblod. Vi havde hørt rygter om, at det var stort i Herning, men så stort, det kom bag på os. Det har været fantastisk, og vi er blevet behandlet så godt fra forbundet, og det er ikke en selvfølge. Som avlere betyder det meget at få sådan en anerkendelse, fortalte Yasemin Yanik. 

Copyright Ridehesten.com
Revolution med sin rytter Roberto Brasil og Andreas Helgstrand med det smukke maleri, som følger med titlen, der sammen med Hanni Toosbuy (her repræsenteret af Anna Toosbuy Rasch) samt Søren Grønborg (med statuetten) indkøbte hingsten i Tyskland, hingstens opdrættere blev også hædret det er tvillingesøstrene Sarah og Yasemin Yanik. Yderst til venstre ses DV's formand Jan Pedersen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Fakta
Årets Hingste i Dansk Varmblod

Siden 1998 har Dansk Varmblods avlsledelse peget på en hingst, der har gjort det særligt godt i avlen og/eller i sporten. Følgende hingste har været udnævnt som årets hingst:

  • 1998: Lucky Light
  • 1999: Midt-West Ibi
  • 2000: Schwadroneur
  • 2001: Lando
  • 2002: Come Back II 
  • 2003: Blue Hors Don Schufro
  • 2004: Carano
  • 2005: Solos Landtinus
  • 2006: Michellino
  • 2007: Blue Hors Hertug
  • 2008: Casir Ask
  • 2009: Cajus
  • 2010: Blue Hors Don Romantic
  • 2011: Blue Hors Romanov
  • 2012: Crelido
  • 2013: Heartbeat
  • 2014: Blue Hors Zack
  • 2015: Bøgegårdens Apollo
  • 2016: Blue Hors Hotline
  • 2017: Favorit Ask
  • 2018: Fürstenball
  • 2019: Skovens Rafael
  • 2020: Sezuan 
  • 2022: Bøgegården Gladiola
  • 2023: Hesselhøj Donkey Boy
  • 2024: Ci Ci Senjor Ask
  • 2025: Revolution
Fold up

/DV Event. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner