Thomas Bach Jensen
Retningslinjer til stewards ved opvarmningsbaner FEI’s bestyrelse har enstemmigt vedtaget nye retningslinjer for opvarmning. Retningslinjerne, der træder i kraft 15. maj, skal danne grundlaget for stewards arbejde ved opvarmningsbanerne ved internationale stævner. Retningslinjerne er udarbejdet af en arbejdsgruppe, der blev nedsat ved en FEI-kongres i februar 2010. En af grundstenene for arbejdsgruppens rapport er, at alle uacceptable træningsmetoder og -teknikker skal stoppes omgående, og aggressiv ridning samt stress og smertepåvirkning af heste skal forhindres. Retningslinjer for opvarmning De nuværende retningslinjer til stewards indeholder instruktioner i forhold til aggressiv ridning, men arbejdsgruppen har udarbejdet et tillæg (Annex XIII), der instruerer om indgriben over for uhensigtsmæssig bøjning af hestens nakke ved træning før og efter konkurrence. Hovedpunkter i retningslinjer for træningsmetoder * Øvelser, hvor hestens hoved og nakke er fikseret i bøjet og opretholdt position, må ikke udføres i mere end 10 minutter ad gangen. Stewards vil få udleveret diagrammer, der definerer bøjning af hestens nakke. * Ingen bøjninger af nakken, der kan medføre træthed eller stress, må opretholdes. * Rytteren må ikke benytte hårdhændede eller pludselige hjælpemidler samt udøve et konstant uhensigtsmæssigt pres i hestens mund gennem fastlåst arm- og håndposition. For uddybning se hele meddelelsen fra FEI via linket til venstre. Retningslinjer til danske officials Dansk Ride Forbund vil bruge retningslinjerne til FEI-stewards i forbundets arbejde med at udarbejde retningslinjer til danske officials. Kilde: Dansk Ride Forbund.