Anna Pørtner
Det er ikke mange springryttere, der befinder sig på de internationale baner i denne uge, for langt de fleste er til Pavo og DRF's championatsfinaler i springning hos Stutteri Ask, der i går blev skudt i gang på fornem vis, men for tre danske springryttere bliver ugen altså bruge i Belgien, hvor én af dem i går sørgede for en dansk sejr at slutte aftenen af med.
Det var nemlig Caroline Rehoff Pedersen, der er tilbage i sadlen på den 12-årige Chaccball e. Chacco-Blue/ Baloubet du Rouet efter at hendes træner, Lars Bak Andersen, har siddet i sadlen på den talentfulde vallak det sidste halve års tid. I forrige uge var Caroline og Chaccball tilbage på stævnebanerne med stor succes, hvor de sikrede sig to suveræne placeringer i de 5-stjernede 145 cm-klasser ved LGCT-stævnet i London, og nu topper de altså succesen med en sejr.
I går red Caroline Rehoff Pedersen og Chaccball nemlig på banen i den 3-stjernede 145 cm-klasse mod 58 konkurrenter fra blandt andet Belgien, Storbritannien, Frankrig, Holland og Sverige. Med andre ord, var det altså et rigtig stærkt felt. Caroline var eneste dansker til start i det store felt, men det var altså nok til, at Dannebrog strøg til tops over den belgiske stævneplads.
Som start nummer 19 red den danske ekvipage på banen og sikrede sig en suveræn fejlfri runde - og så endda i en virkelig hurtig tid, nemlig 61,30 sekunder. Selvom der var 40 ekvipager tilbage i klassen, var der altså ingen af dem, der formåede at hamle op med danskerens resultat, og dermed blev det altså til dansk sejr i torsdagens højeste klasse.
Tidligere på dagen havde Caroline den 11-årige Menconvio PS e. Messenger/ Con Air 7 med til start i den 2-stjernede 140 cm-klasse, og også her sikrede parret sig en flot fejlfri runde, og det samme gjorde hun i den efterfølgende klasse, som også var en 2-stjernet 140 cm i sadlen på 10-årige Polonis L e. Le Blue Diamond V'T Ruytershof/ Andiamo - desværre var tiden ikke hurtig nok til placering på nogle af hestene, men altså et rigtig godt udgangspunkt for resten af weekendens stævne.