Annika Knudsen Lorentsen
Flere danske springryttere har været til start ved det internationale stævne i Linz-Ebelsberg, Østrig i den forgangne weekend, og weekenden sluttede med manér, da Caroline Rehoff Pedersen sikrede en dansk topplacering i 155 cm Grand Prix.
Det gjorde hun efter en flot runde på den krævende bane i sadlen på sin tophest Chaccieny e. Chacco-Blue/ Caretano Z. Caroline har flere gange i år leveret på højeste niveau, hvor hun tidligere i år red flere topplaceringer hjem ved World Cup-stævne, og nu har hun sikret sig en topplacering i endnu en senior Grand Prix-klasse.
Der har været rigtig god stemning i den danske lejr, og på trods af massiv regn i løbet af stævnet, der har betydet, at konkurrencerne i nogle tilfælde blev flyttet indendørs, fortæller Caroline og teamet, at det på trods har været et godt stævne.
– Det har været en meget våd tur med store mængder regn i dagevis, frameldinger i nogle klasser og delvis afvikling indendørs. Lige indtil søndag ved middagstid, hvor solen pludselig dukkede frem og både junior og senior Grand Prix kunne afvikles ude. Der har igen været god opbakning til hinanden blandt de danske ryttere, fortæller de, mens Caroline udtrykker taknemmelighed for sit team og hesten Chaccieny, som gør hendes drømme til virkelighed.
I samme klasse sikrede endnu en dansker sig en top-10 placering. Her var det Kasper H. Hansen med den danskavlede Katrinelund Satisfaction e. Sandro's Adel/Crelido (opdr. Ib Kirk).