Thilde Alsing
OL i Paris begynder om kun få uger, og allerede den 17. juni meldte DRF ud, at de havde indstillet Peter T. Flarup til den individuelle OL-plads i military.
Siden har DRF modtaget et tilbud om en re-allokeret OL-kvoteplads i military, som potentielt kunne have sikret militaryrytter Sara Bech Strøm en plads til OL i Paris, da hun var den næste på FEI's internationale liste over ryttere, der har opfyldt de internationale kvalifikationskrav.
DRF gik derfor i gang med at undersøge, om Sara Bech Strøm opfyldte de nationale udtagelseskrav, hvilket desværre ikke var tilfældet. I samme forbindelse undersøgte DRF også, hvad Danmarks Idrætsforbund forudsætning for at udtage ryttere på re-allokerede pladser er, hvilket DIF’s OL chef de mission giver følgende svar til:
– Udtagelse kan som udgangspunkt ikke opnås ved tildeling af re-allokerede kvotepladser, invitationer og/eller wild cards mv.
– Tolkningen af ordene ’som udgangspunkt’ skal forstås således, at DIF generelt afviser re-allokerede pladser, men i helt særlige tilfælde kan acceptere en sådan, hvis der er en ekstraordinær sportslig begrundelse hertil. Fx hvis en re-allokering går til en atlet med medalje-/top 8 potentiale, som ikke har kunnet deltage i et kvalifikationsevent pga. skade. I alle andre tilfælde vil DIF afvise re-allokeringen. Hverken til Tokyo legene eller Paris legene har vi godtaget re-allokerede pladser.
– I dette tilfælde med Military kan vi ikke se nogen særlige omstændigheder, der fordrer at DIF skal acceptere den re-allokerede. Dette, da der er tale om en atlet, der ikke har opfyldt de nationale kriterier. Derfor er DIF kommet til samme konklusion som DRF. DIF kommer til at sige nej tak til pladsen.
Det står derfor klart, at DIF ikke vil acceptere udtagelsen af Sara Bech Strøm til den re-allokerede OL-plads.
Sara Bech Strøm og de øvrige militaryryttere i A-truppen samt DRF's bestyrelse blev orienteret om situationen og beslutningen, der faldt allerede den 28. juni.
En re-allokeret kvoteplads kan fx komme i spil i tilfælde, hvor et land har opsat skærpede nationale udtagelseskriterier for udtagelse af ryttere, og har ryttere der har opfyldt de internationale krav men ikke de nationale.
Den re-allokerde kvoteplads kan også komme i en situation, hvor et land har opnået en kvoteplads til OL, men rytter eller hest efterfølgende er blevet skadet og må sige ’nej tak’ til kvotepladsen, fordi landet ikke har en reserve, der har opfyldt de internationale kvalifikationskrav eller evt. nationale udtagelseskriterier.
I disse tilfælde går kvotepladsen videre til ’det næste land på listen’ som har en rytter, der har opfyldt de internationale kvalifikationskrav.
Kilde: Dansk Ride Forbund