Ravel officielt pensioneret i weekenden

01-05-2013 11:11

Ved dressurstævnet Del Mar National i Californien blev tophesten Ravel lørdag aften officielt pensioneret efter en glorværdig karriere som USA nr. 1 dressurhest i næsten fem år

Ravel (KWPN e. Contango) er en af blot to heste i historien, der har vundet World Cup-titlen under amerikansk flag og den eneste amerikansk redne dressurhest, der har vundet ved CHIO i Aachen, skriver Dressage News om Ravel, som også har vundet "U.S. Horse of the Year" prisen.

Ravel blev i 2006 købt af japanske Akiko Yamazaki, der er bosat i Californien, som en potentiel OL-hest for Steffen Peters fra San Diego, Californien. Da hesten ankom fra Edward Gals stald i Holland til USA, skulle den først kastreres.

Efter en langvarig skade pådraget i 2007 startede den nye ekvipage deres første CDI i USA i februar 2008 og efterfølgende ved et par OL-udtagelsesstævner i USA. Ved OL i Kina klarede Steffen Peters og Ravel sig bedre end nogen anden amerikansk dressurekvipage siden OL 1932 i Los Angeles, og kom så tæt på en individuel bronzemedalje som overhovedet muligt.

Ravels sportskarriere med Steffen Peters varede fra starten af 2008 til OL 2012 i London og i alt er det blevet til 20 CDI-stævner. Ravel bor nu på sin ejer Akikos gård i det nordlige Californien, hvor hun rider han flere gange om ugen. For Akiko og Steffen står World Cup finalen 2009, som Ravel vandt, som the mest mindeværdige øjeblik. Det var dengang, hvor ekvipagens succes var ung og forventningerne forholdsvis uskyldige.

Kilde: Dressage News.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner