Thomas Bisgaard
Set i forhold til kvalifikationerne fredag og lørdag, blev der byttet noget om på placeringsrækkefølgen blandt de unge 4- og 6-års dressurheste. Begge vinderne fra kvalifikationen for henholdsvis 4- og 6-års hestene, røg langt ned i finalen – og i stedet stod kvalifikationens vice-vindere klar til at stå frem i rampelyset og modtage publikums hyldest. Således kunne den ene af finalestævnets fire heste opdrættet på Atterupgaard, vinde en championatstitel i årets 4-års dressurchampionat. Med bl.a. 9,5 for traven og en storsmilende Sanne Henningsen i sadlen sneg Atterupgårds Cassidy (e. Caprimond/Donnerhall) sig lige foran semifinalevinderen fra Billund, Ullerups Müller (e. Münchhausen/Ibikus), som blev redet af Jim Rasmussen. Smukke Chameur (e. Crelido/Fernando) måtte gennem trøstfinalen, men sikrede sig 3. pladsen redet af Astrid Gemal. I 6-års finalen havde kvalifikationsvinderen Holger E. Sørensen og Handsome (e. B.H. Hertug/Schwedengruss) ikke rigtig tur i den i finalen, og det gav god plads til Horsebo Smarties, som kom blæsende ind med Michæl Søgaard til 9,2 i trav og 9,5 i galop. På de næste pladser kom Donna Silver og Langkjærgårds Donna Fetti. Begge opnåede 8,42p, men i kraft af en bedre karakter i samlet indtryk blev sidste års 5-års champion, Donna Silver (e. B.H. Don Schufro/Willemoes) nr. 2 med Bettina Laisbo, mens Langkjærgårds Donna Fetti (e. B.H. Don Schufro/World Cup I) og Anna Kasprzak måtte tage til takke med 3. pladsen. I 5-års finalen endte det nogenlunde som i kvalifikationen. Polka Hit Nexen (e. Sandro Hit/Temple wind xx), som jo blev nr. 4 ved VM for ungheste I Verden I sommer, vandt som forventet og opnåede 8,64p med Dorthe Sjøbeck Hoeck I sadlen, hvilket var Dorthes første DSA sejr nogensinde. Den succesrige 5-års blev dog fulgt helt til dørs af N.O.H.´s Wizzard (e. Kermos White Talisman), som Astrid Gemal red til 8,5p. 3. pladsen gik til Blue Hors berideren Maria Anita Andersen, som opnåede 8,38p med Lux Stensvang (e. Lobster/Diamond).