Tak for dig, Bjarne – og for de første 50 år (video)

17-10-2021 17:43

Helt uden Bjarne Nielsens viden var en hyldest for hans 50 års virke som træner sat i værk under dressurfinalerne ved Pavo og Dansk Ride Forbunds Championat for Ungheste på Blue, og det kom helt bag på den meget afholdte træner og højt respekterede dommer

I det øjeblik Bjarne Nielsen i sin funktion af dommer havde givet sine kommentarer til den sidste 5-års hest i finalen, tog stævnespeaker Rikke Carlé ordet og bad Bjarne blive i hallen og træde ind på midt af banen. Festligt musik akkompagnerede de mange elever og venner, der entrerede banen i stort tal for sammen med salen at hylde Bjarne Nielsen.

De har igennem en facebookgruppe samlet ind til gaver til Bjarne, og Rikke Carlé læste deres rørende ord højt for Bjarne og for publikum og sluttede med ordene "Tak for dig, Bjarne!".

Copyright Ridehesten.com
De var alle mødt op for at hylde deres meget afholdte træner Bjarne Nielsen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.

Dressurrytter Emma Bachmann holdt endnu en tale på vegne af de mange givere: Igen bevægende ord, og da Bjarne greb mikrofonen for at takke, sad ordene fast. Det var et rørende øjeblik, og publikum tilkendegav deres begejstring ved at lade deres bifald skylle ind over Bjarne Nielsen.

Copyright Ridehesten.com
Bjarne Nielsen var tydeligt bevæget efter de flotte taler - her til højre ses Emma Bachmann. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.
Copyright Ridehesten.com
Der var en flot mindekollage, golfudstyr, blomster, gavekurv og en pengegave til Bjarne Nielsen og hans hustru Kimmi Nielsen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner