Portræt af Nanna Skodborg Merrald

13-01-2009 07:05

Grethe Næsby

15-årige Nanna Skodborg Merrald på sin faste partner, den 10-årige pony Centrum, hører absolut til en af Danmarks største talenter. Hun modtog da også JBK's talentpris ved World Cup i Odense, og hun er en af dansk dressurungdoms mest lovende ryttere.

Nanna fortæller om sit 2008: - Centrum og jeg har haft et rigtig godt stævneår i 2008. Vi vandt både de Nordiske Mesterskaber og DM, og så vandt vi bronze for hold til EM i Schweiz, så det har været et godt år, siger Nanna med et smil. Den brune pony blev for et års tid siden alvorligt syg med tarmslyng og måtte opereres. Det tog et halvt år, før ponyen var på dupperne igen, men at han er blevet helt frisk igen, vidner ekvipagens mange sejre om. - Centrum har det godt nu, den eneste ændring er at han er blevet mere madglad. Før operationen var han ikke så madglad som mange andre ponyer, men det er anderledes nu, griner Nanna, der er meget knyttet til sin dejlige pony, som hun har haft i snart 4 år. Stævnesæsonen startede for alvor for den succesrige ekvipage i Bonn, hvor Centrum var helt på toppen til det internationale stævne: - Jeg red tre gange over 70 % og blev nr. 2 i finalen. Det var tyskernes udtagelses stævne til EM, så alle de rigtig gode tyskere var med, fortæller Nanna. Næste stævne i rækken var de Nordiske Mesterskaber i juni, hvor parret også klarede sig godt: - Centrum var ikke helt optimal, da vi lige havde skiftet træner. Det var ikke helt perfekt som det jo gerne skulle være, men det er jo ikke altid at dommerne kan se det. Jeg blev nr. 2 den første dag og nr. 1 de to sidste dage, forklarer Nanna, og fortsætter: - Til EM gik det os godt. Centrum var rigtig fin, især på andendagen, mens førstedagen altid er en dag, hvor man må afveje, hvor meget man skal satse. Banen og omgivelserne er jo nye, så man ved aldrig hvordan hestene tager det. Men på andendagen red vi bronzemedaljen for hold hjem og blev nr. 6 individuelt, så det var en rigtig rigtig god dag. Under hviledagen blev jeg enig med landstræneren om ikke at lave for meget, blot lidt løsgørende arbejde. Men det gjorde desværre at han var lidt fræk på sidstedagen. Der var lidt uro fortil, og han var ikke helt lydig. Derfor røg den individuelle bronzemedalje, som vi ellers godt kunne have vundet. I stedet blev vi nr. 5, husker Nanna. Tilbage i Danmark deltog ekvipagen selvfølgelig også i DM for ponyryttere, en noget våd oplevelse, fortæller Nanna: - Til DM regnede det rigtig meget. Heldigvis er Centrum meget sød til at gå i regnvejr og vandt til det, for det regner altid, når jeg rider stævne, synes jeg. Til DM gik han da også rigtig fint de to første dage. På trejdedagen regnede det virkelig meget og Centrum ville ikke rigtig stå stille i paraderne. Der var til gengæld lidt mere spil i traven, så den blev flottere at se på, og den dag vandt vi også. Til JBK-stævnet i Odense med World Cup-kvalifikation deltog ekvipagen med en særlig invitation til at blive fejret sammen med de andre hold-bronze-vindere; ponyholdet, juniorholdet og ungrytterholdet, der helt unikt alle sammen brillerede til EM og vandt bronze. Nanna Merrald blev oven i købet udnævnt til vinder af JBK's Talent-pris. Udover prisen der blev overrakt af Nathalie zu Sayn Wittgenstein bestod prisen også af et legat på 15.000kr. Som for at understrege legatets berettigelse fik parret en 2. og en 1.plads på henholdsvis dag 1 og 2.: - Centrum var meget frisk og kiggede en del. Han var meget spændt derinde, men han har heller aldrig redet i sådan en stor hal, så det er jo klart siger den unge rytter forstående. Nanna har stadig et år tilbage på Centrum før hun bliver juniorrytter og dermed for alvor skal flytte over på sin hest, den store, slanke varmblodshest Millibar, som hun fik sidste år. At Nanna vil bruge sit sidste år som ponyrytter godt, er der vist ingen tvivl om, når man ser på hendes foreløbige resultater. Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner