Kristine Ulsø Olsen
Uforglemmelig uge for Nanna Merrald
To sejre på Blue Hors Farrell e. Fürstenball/Dacaprio, to tredjepladser på Blue Hors Zack e. Rousseau/Jazz og her til formiddag en sejr med Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/ Donnerschalg (opdr. Atterupgaard). Det er de resultater som Blue Hors-rytteren Nanna Skodborg Merrald kan prale af efter denne uges firestjernede CDI-stævne i tyske Hagen.
– Turen hjem er ikke så lang med de resultater, griner Nanna da Ridehesten fanger hende på telefonen kort efter præmieoverrækkelsen. Det har virkelig været en god weekend og meget bedre end vi havde turdet drømme om, så jeg kniber mig lidt i armen for at se om det nu er rigtigt. Det har bare været så fedt at have alle tre heste med, som alle stadig er friske og klar til at komme hjem. Turene på Zack har helt klart været højdepunkterne, men at kunne præstere sådan her i Hagen, det har været fedt, fortæller Nanna.
I fredags red Nanna og Orthilia Grand Prix, som for de 15 bedste var kvalificerende til lørdagens Special, men da ekvipagen endte som nummer 16, skulle de i dag ride Grand Prix. Ekvipagen var særdeles klar på opgaven, og den prægtige hoppe satte nærmest ikke en hov forkert i dagens program, som også beviste at hun og Nanna finder bedre og bedre sammen. Med 74,47% var alle klassens dommere, her i blandt danske Susanne Baarup, enige om at dagens vindere var Nanna og Orthilia.
– Jeg synes at jeg havde en virkelig god tur og absolut den bedste tur til dato. Hun var lidt mere stabil for mig og mere aktiv i piaff, så jeg er virkelig tilfreds med turen som var fejlfri og med flere højdepunkter, slutter Nanna.
Den blot 9-årige Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/ Michellino (opdr. Tina Christoffersen og Nicolai Jepsen), hvis helsøster er mor til den kårede hingste Gionvanni-Bell e. Grand Galaxy Win, rummer så meget potentiale og det blive særdeles spændende at følge hende og Daniel Bachmann Andersen i fremtiden. Dagens tur var endnu bedre end i torsdagens Grand Prix og det blev i dag honoreret med 72,92% og en andenplads for ekvipagen.
Danskboende Severo Jurado Lopez, som tidligere har været ansat hos Helgstrand Dressage var også til start i dagens klasse på Fendi e. Negro og de endte som nummer seks med 68,82%.
Se resultatet af klassen HER samt alle start - og resultatlister HER.