Sara Clement
Ponyrytterne har i dag dystet i klasser fra MB2** til S1*. Især dagens højeste klasser fyldte hallen med tilskuere, og publikum levede sig helt ind i de spændende tidsspringninger, så rytterne blev mødt af høje bifald og jubel efter deres ridt. Stævnets sponsorer havde sørget for flotte ærespræmier til de placerede ryttere, og også de ryttere der endte på den "utaknemmelige" placering som første uplaceret blev kaldt med ind til præmieoverrækkelserne og fik overrakt en ærespræmie. I begge S1*-klasser, der blev afviklet i metode A, formåede kun tre ekvipager at ride en fejlfri runde. Hos II'er ponyerne sejrede Cathrine Møller og Lundehøjgaards Quiet Step i tiden 55.49, skarpt forfulgt af Cristoffer Nerving Møllekær og Colour Mix, der red sig ind på en andenplads i tiden 55.64 sek. Klassens treer blev Signe Kyhl Gøtske og Enghøjs Red Scarlet, som fik en tid på 56.65. I S1* for kat. I gik førstepladsen til Simone Lykke Hansen og Sunset Surprise, der sikrede sig den røde roset efter et fejlfrit ridt i tiden 56.58. Caroline Emilie Ringgren og Simply Sensational blev toer med en tid på 58.57 sek., mens Freja Sidal Mortensen og Klooster's Showman II fik en tredjeplads i tiden 65.19. I morgen, søndag, tager de i Hedensted hul på landsstævnets tredje og sidste dag, og det vil her være muligt at overvære de dygtige ponyryttere dyste i klasserne MB1*, MA1* og MA2**. Alle resultater fra stævnet (samt søndagens startlister) kan ses via linket til højre.
Husk at se billederne fra Hedensted her på Ridehesten.com fra på tirsdag!