Annika Knudsen Lorentsen
I dag har 14 hold redet den indledende konkurrence ved Nations Cup-finalen i Barcelona, og de otte bedste hold fra dagens konkurrence mødes på søndag i den afgørende finale.
De otte hold er Frankrig, som tog sejren i dag, Irland, Spanien, Belgien, Schweiz, Tyskland, Holland og Storbritannien.
Idet, at både Holland, Storbritannien, Irland og Tyskland allerede har sikret sig en OL-kvalifikation ved det nyligt afholdte VM, samt Frankrig som værtsnation, vil den plads der er på højkant ved Nations Cup-finalen 2022, tilfalde det hold af Spanien, Belgien og Schweiz, som placerer sig højest i finalen på søndag.
Set med danske briller, er det positivt, at det er tre europæiske hold, der konkurrerer om kvalifikation, ligesom de fem hold der kvalificerede sig ved VM alle er europæiske, og ligeledes værtsnationen. Det er det, fordi den næste chance Danmark har for at kvalificere sig til OL er ved EM næste år, hvor de tre bedste nationer, der ikke allerede har opnået en kvalifikation, får en plads ved OL 2024. Foruden Holland, Storbritannien, Irland og Tyskland som er nogle af de hold der har redet sig i Nations Cup-finalen, har Sverige også OL-kvalifikationen i hus efter de vandt guld ved VM i Herning. Frankrig er automatisk kvalificeret, idet at de er vært for det kommende OL.
Nations Cup-finalen er lige nu planlagt til at starte kl. 15.00 på søndag.