Marie Helene Rigård Rohleder
Emilie Øvlesen på 13 år har lige taget springet fra kat. III-ponyer til II-ponyer. Derfor gik familien Øvlesen, som bor i Nordsjælland, på jagt efter en ny springpony. Det var en lang proces, men da Emilie var ude at prøve den sorte ponyhingst Dynamo II, viste hun bare, at det skulle være ham.
– Ligeså snart jeg havde redet en runde og taget et par spring på ham, så føltes det bare rigtigt. Ligesom en lås der går i hak, fortæller Emilie Øvlesen til Ridehesten.com i bilen på vej hjem fra Norwegian Horse Festival.
Siden tirsdag har Emilie og Dynamo deltaget i det store stævne i Oslo. Makkerparrets første store udenlandske stævne sammen, og det må siges at være gået tilfredsstillende.
I går vandt Emilie og Dynamo nemlig Agria Pony Grand Prix for kat. II i tiden 37,69 med en flot fejlfri runde foran både norske og svenske ponyryttere.
– Jeg er meget overrasket over, at vi klarede det så godt. Jeg havde ikke sat mine forventninger så højt, fordi vi kun har kendt hinanden i tre måneder, men Dynamo har bare klaret hele turen så flot. Det har været en super god oplevelse, siger Emilie Øvlesen.
Se hele resultatet her:
Dynamo er i forvejen en meget vågen pony, og derfor husker Emilie også at tale beroligende til ham inde på banen.
– Det handler om, at jeg kan mærke, at han er hos mig og er fokuseret. Og i går gik det hele bare så godt, fortæller en glad Emilie. Hun drømmer om at starte Nordisk Mesterskab og måske DM på Dynamo.