Grethe Næsby
Da en lille gruppe ildsjæle overtog de gamle, faldefærdige bygninger fra den lokale rideklub, som var gået fallit, startede opbygningen af det, der skulle vise sig at blive en stor succes. Mette Larsen er formand for Ponyklubben, og siden hun var blandt stifterne af Ponyklubben for otte år siden, har hun kunnet se den gode idé vokse og vokse. Otte år efter har Ponyklubben 100 medlemmer og er særdeles populær. Derfor står også næsten 100 børn på venteliste til klubben. – Vi kunne sagtens få flere medlemmer, for der står også ponyer på venteliste, men vi har simpelthen ikke plads til dem, forklarer Mette Larsen. Ponyklubben vil gerne udvide, så der bliver plads til alle. De har dog ikke travlt, da de vægter det sociale i klubben højst. – Nu har vi været otte år om at komme så langt, så vi tager os den tid, der skal til. Og der er også vigtigere ting i tilværelsen, understreger Mette Larsen. Klubben er på ingen måde oprettet for at tjene penge på sine medlemmer, men fungerer som en idrætsforening. Derfor er der heller ikke plads til hverken voksne ryttere eller eliteryttere. De vælger at fokusere på pasning af ponyerne samt det sociale for de 2-18-årige i klubben. Af den grund kan man have sin pony opstaldet gratis i Ponyklubben, den skal så bare være til rådighed for de andre ryttere i klubben. Samtidig skal ejeren lave frivilligt arbejde for klubben. Selve idéen med klubben er nemlig, at alle skal kunne gå til ridning, lige meget om forældrene har råd eller ej. Kilde: JyskeVestkysten