A.N. Barney har succes i udlandet

01-07-2024 11:56

I den forgangne weekend gik den 9-årige Dansk Varmblodshest A.N. Barney sin første 155 cm med kun et enkelt nedslag under sin belgiske rytter

Copyright Ridehesten.com
A.N. Barney under Karen Møller Rohde. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Den 9-årige Dansk Varmblodsvallak A.N. Barney e. Balou/ Carmargue er opdrættet af Anja Munk Jakobsen og hendes far, Niels Jørgen Nielsen, og blev tilbage i 2015 født i den lille by Løvskal, i det midtjyske. Her har Anja og Niels Jørgen familiens avlshoppe, Liva Sem, stående, som efterhånden er mor til flere interessant afkom, heriblandt Barney, der nu har stor succes i udlandet.

A.N. Barney blev allerede som føl solgt til Norge. Siden har han igen været et smut forbi Danmark, hvor han blev redet af Karen Møller Rohde fra Stutteri Ask. Nu er han igen at finde på de udenlandske springbaner, hvor han rides af den dygtige belgiske rytter, Jordy Van Massenhove

Copyright Ridehesten.com
A.N. Barney under Karen Møller Rohde. Vallakken har nu stor succes under sin belgiske rytter, Jordy Van Massenhove. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

I weekenden var ekvipagen i Holland, nærmere Geesteren, hvor parret konkurrerede i CSI3* med stor succes. Blandt andet formåede de at ride en fejlfri 145 cm om torsdagen, der rakte til en tredjeplads. Søndag var det tid til Grand Prix, hvilket også var A.N. Barneys første 155 cm nogensinde. Her formåede ekvipagen at klare sig igennem den udfordrende bane med kun et enkelt nedslag på B'eren i trekombinationen, hvilket må siges at være en yderst godkendt debut. 

Anja Munk Jakobsen og Niels Jørgen Nielsen er meget stolte af A.N. Barney: – Vi er selvfølgelig meget meget stolte. Det er jo en drøm at avle en hest, der kan gå med i de høje klasser. Hele familien går meget op i at følge vores afkom både hjemme ved skærmen, men vi kører også gerne for at følge dem til stævner. Så når det går dem godt, så er der glæde i hele familien, fortæller en stolt Anja til Ridehesten

Du kan se start- og resultatlister fra stævnet i Holland her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner