Nyt World Cup eventyr skrives i Odense

07-10-2008 16:58
Der er noget for alle, der elsker at se på heste og god sport, når JBK Horseshows er tilbage med World Cup i dressur og international springning i Odense Congress Center den 14.-18. oktober.

Stævnet har deltagelse af den absolutte verdenselite i dressur. Publikum kan bl.a. se frem til at møde guld-, sølv- og bronze-vinderne fra OL, heriblandt verdensranglistens nummer et og to. Verdens to ubestridte dressurdronninger mødes normalt kun ved mesterskaber og finaler, men ved World Cup i Odense bliver der en sjælden lejlighed for at møde både den individuelle olympiske guldvinder, hollandske Anky van Grunsven på "Painted Black" og den individuelle olympiske sølvvinder, tyske Isabell Werth som rider sidste års World Cup vinder "Warum Nicht". Under hele stævnet rides der i to arenær og der bydes på en række lækkerbidskner for alle sports- og heste-interesserede. Programmet er tæt pakket og det er umuligt at fortælle om det hele her, men for at give et indblik i det fantastiske program har vi her beskrevet fredagen, hvor den første World Cup klasse i dressur rides. Er man til dressur kan man sætte sig i Arena Fyn allerede fra morgenstunden. Her bydes der på Kür dressur serveret af bl.a. af vores danske junior ryttere, der er bronzevindere fra EM. Til middag bydes der på intet mindre end en lækkerbisken med World Cup dressur. Den serveres af den absolutte verdenselite og er man lidt på udebane her, kan man via en radio fra Dressurens Venner få det hele kommenteret på forståelig og underholdende vis af A-dommer Hans Christian Mathiesen. Har man appetit på mere kan man mageligt blive siddende i Arena Fyn og se en forrygende international springning kl. 17.00 efterfulgt af desserten, der er af en højdespringning med nordisk højderekordforsøg. Det hele efterfølges af et show med overraskelser og en auktion over udvalgte spring- og dressurheste samt føl. Herefter kan man så mæt af indtryk vakle forbi Auktionsfesten der slutter kl. 05. Er man til springning kan man fra morgenstunden sætte sig mageligt tilrette i JBK Arenæn, hvor der bydes på international 3-stjernet springning allerede fra kl. 8.00. Appetitten skulle blive stillet i løbet af dagen, hvor der afsluttes med en international springklasse i “Store Tur” kl. 18.00. Se mere om stævnet og det spændende program på linket ude til højre. Billetter til lørdag formiddag og lørdag hele dagen er udsolgt. Billetter til lørdag aften og de øvrige dage kan købes via BilletNet frem til fredag den 10. oktober eller ved indgangen fra stævne start.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner