Anna Pørtner
I denne weekend skydes årets Ecco Cup for junior-, ung- og U25-ryttere i gang, når Sundeved Rideklub danner rammen om sæsonens første kvalifikationsstævne.
Det sønderjyske landsstævne i dressur afholdes i Vester Sottrup nær Sønderborg, hvor talentfulde dressurryttere fra hele landet samles for at kæmpe om de første vigtige point i turneringen. Over tre kvalifikationsstævner skal rytterne forsøge at sikre sig en plads i den eftertragtede finale senere på året.
Ecco Cup løber over tre kvalifikationsstævner og en spændende finale. Kvalificeret til finalen er de 15 ekvipager for juniorer og ungryttere samt de 10 for U25-ryttere, der har opnået flest point efter de tre kvalifikationsrunder. Dog skal ekvipagen have redet andendagens finale ved minimum to af kvalifikationsstævnerne.
1. kvalifikation: 13.-15. marts - Sundeved Rideklub
2. kvalifikation: 1.-3. maj - Kolding rideklub
3. kvalifikation: 30. oktober - 1. november - Heslegård Sportsrideklub
Finale: 26.-39. november - Dressurakademiet, Randbøl
Stævnet i Sundeved begynder på fredag, den 13. marts, med en MB1 for heste, efterfulgt af en Prix St. Georges for ungrytterne og afsluttes fredag med en Intermediare II. Lørdag indledes årets første Ecco Cup-kvalifikation, hvor juniorrytterne skal ride MB1, ungrytterne Prix St. Georges, mens U25-rytterne skal i ilden i Intermediare II.
Søndag kulminerer årets første kvalifikation, når juniorerne og ungrytterne rider kür, mens U25-rytterne skal ride Grand Prix. Stævnet rundes desuden af med en B-klasse i Grand Prix samt en MB2, hvor der i skrivende stund er spændende ekvipager til start i begge klasser.
Ecco Cup har gennem mange år været en vigtig del af talentudviklingen i dansk dressur. Turneringen har til formål at fremme den danske ungdomselite og give rytterne mulighed for at udvikle sig mod internationalt niveau gennem konkurrenceerfaring og målrettet træning.
Bag turneringen står virksomheden Ecco, der siden 1963 har udviklet sig til at være et af verdens førende skobrands og en af verdens største producenter af læder til andre luksusmærker. Virksomheden har i mange år støttet dansk ridesport og engageret sig i udviklingen af unge talenter, og i år er altså ingen undtagelse. I weekenden skydes denne sæsons Ecco Cup-turnering altså i gang med et brag hos Sundeved for de unge hesteryttere, inden det i næste weekend er ponyrytternes tur til at indtage den sønderjyske rideklub, når de skyder deres Ecco Cup-kvalifikation i gang.