Ny DRF-mester i ponymilitary

09-09-2013 16:04

Weekenden stod i militaryens tegn denne weekend hos Sønderskov Rideklub, hvor man afviklede DRF-mesterskaberne i military for pony

Copyright Ridehesten.com
Modelfoto: Ridehesten.com

Hele mesterskabet blev afviklet på en enkelt dag, nemlig i går søndag, hvor ekvipagerne således først skulle en tur på dressurbanen, så en tur gennem en springbane for et ende med en tur på terrænbanen. Der var med andre ord tale om et udfordrende mesterskab for både ponyer og ryttere.

Mens alle fem startende ekvipager kom sikkert gennem både dressuren og springningen, så krævede terrænbanen sine ofre og hele tre ekvipager måtte udgå her, heriblandt Lecia Remmevad på Rawa’s Sinzano, der førte mesterskabet inden terrænet.

Kampen om mesterskabet stod således mellem bare to ekvipager; Rikke N. Andersen på Denver og Tobias Jørgensen på Spooky.

Inden terrænet lå Tobias Jørgensen og Spooky foran Rikke N. Andersen og Denver, og selv om de to ekvipager lå meget tæt tidsmæssigt, så blev det desværre til hele 30 fejl til Tobias og Spooky, så Rikke og Denver med bare 5,2 fejl kunne lade sig hylde som DRF-mestre i military for pony 2013.

Det blev således til guld til Rikke N. Andersen på Denver med et samlet resultat på 61,4 strafpoint, og sølv til Tobias Jørgensen på Spooky med 82,9 strafpoint. Begge ekvipager var også med til at repræsentere Danmark ved pony-EM i Arezzo, Italien, i juli.

Se flere resultater her.

Sønderskov Rideklub.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner