Nu skal de indendørs Agria DRF-mestre findes

31-10-2024 12:18

I denne weekend skal årets indendørs Agria DRF-mestre i springning for både junior-, ung- og seniorryttere findes og hyldes, når Riders Cup slår dørene op til deres fantastiske faciliteter i Herlufmagle

Copyright Ridehesten.com
I denne weekend skal sæsonens sidste danmarksmestre findes. Her er det Caroline Knudsen og Landlyst Callicon fra sidste års mesterskab. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Hundredevis af heste og ryttere har indtaget Riders Cup i Herlufmagle, hvor der i denne weekend afholdes B-stævne i springning for heste. Udover B-stævne, afholdes årets sidste Agria DRF-mesterskaber i springning for juniorer, ungryttere og seniorer. Her bliver der kamp til stregen om titlen som årets indendørs mester i springning. 

Allerede nu er stævnet i fuld gang i de flotte omgivelser på Riders Cup. Hele dagen i dag går der nemlig B-klasser fra LA1* til MA1*, så rytterne kan få en god start på stævnet inden juniorerne og seniorerne i morgen rider på banen i første afdeling af deres mesterskab. For juniorerne er der 27 ekvipager meldt til start, og for seniorerne er der 29 ekvipager meldt til start. 

Copyright Ridehesten.com
Charlotte Kondrup er netop lige blevet nummer to til stævnets første klasse. Her ses hun til et tidligere stævne på Riders Cup. Foto: Ridehestne.com/ Mette Emilie Pedersen

Tager man et kig nedover juniorernes startliste, er det et yderst stærkt felt, der er til start. Blandt andet er den regerende udendørs danmarksmester, Malou Therese Mulbjerg Larsen og Champagne KS e. Connor/ Common Sense til start. Foruden et forrygende danmarksmesterskab, har ekvipagen også lige taget en sejr til World Cup-stævnet i Herning, så parret er altså i topform til weekendens indendørs mesterskab. 

Copyright Ridehesten.com
Malou Therese Mulbjerg Larsen og Champagne KS. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

For seniorerne er der ligeledes et stærkt felt til at kæmpe om de eftertragtede medaljer. Også her er den regerende Danmarksmester, Søren Møller Rohde, til start. Denne gang har han dog taget en anden hest med, end den han vandt det udendørs mesterskab med. Han har nemlig taget den 10-årige hingst, Action Man Ask e. Action-Breaker/ Calvados Z med sig til Riders Cup. Til at gøre Søren selskab, er der en lang række stærke ekvipager til start, og én af dem, er en ekvipage, der lige har redet en topplacering hjem i en Longines Ranking-klasse til internationalt stævne i Holland. Det er nemlig Christian Jansen og Stenvangs Daiquiri e. Catoo/ Clarimo. Det bliver altså også en yderst tæt og spændende kamp om medaljerne hos seniorerne. 

Copyright Ridehesten.com
Søren Møller Rohde og Action Man Ask. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Lørdag skal 13 ungryttere ud i deres første afdeling af mesterskabet, hvorefter seniorerne rider deres finale. Hos ungrytterne er der altså også et topstærkt felt at spotte på startlisten. Også her er den regerende Danmarksmester, Caroline Knudsen, til start. Hun har, ligesom Søren, en anden hest med, end den hun vandt mesterskabet på tidligere på sæsonen. Denne gang har hun den bare 8-årige vallak Loudon e. Etoulon VDL/ Numero Uno med. Ekvipagen har ikke dannet par særlig længe, da Caroline først overtog tøjlerne på Loudon fra Rikke Haastrup Kristensen, da hun startede i beriderlære hos Lykkegaard Sportsrideklub i sommers. Dermed bliver det yderst spændende at se denne nye ekvipage i aktion til weekendens mesterskab. 

Copyright Ridehesten.com
Caroline Knudsen og Loudon. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Søndag rider ungrytterne og juniorerne finalerne i deres mesterskab, og dermed afsluttes stævnet på bedste vis med at hylde de tre nykårede Danmarksmestre i hver aldersgruppe. Som altid er der lækker mad på menuen og plads til heppende tilskuere hos Riders Cup i Herlufmagle, men hvis ikke du har mulighed for at lægge vejen forbi og opleve nogle af Danmarks dygtigste springryttere, kan du se det hele via ClipMyHorse

Stævnets start- og resultatlister. 

Copyright Ridehesten.com
Christian Jansen og Stenvangs Daiquiri. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard
Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen