Anna Pørtner
Julen har for alvor indtaget Det Nationale Hestesportscenter, Vilhelmsborg, hvor tre fantastiske stævner er blevet afviklet de seneste tre uger. Julen startede med Christmas Show Warm Up for hest, herefter indtog ponyerne hallen til deres Warm Up-stævne, mens der i den forgangne uge har været afholdt Baltic Cup-finaler. Nu er det atter blevet tid til, at årets sidste julestævne skal skydes i gang, nemlig Danish Christmas Show, som afvikles i landsstævne for hest, hvor der ikke bare bliver fantastisk springning, men også et helt fantastisk juleshow.
Danish Christmas Show strækker sig fra i morgen, den 10. december og indtil søndag den 15. december. Her vil der være klasser lige fra LA1* til Grand Prix, hvor knap 550 ekvipager er på masterlisten. Danish Christmas Show er et yderst velbesøgt stævne, hvor ryttere fra både Danmark, Norge og Sverige er repræsenteret, så her er der altså garanti for springning i verdensklasse.
I morgen, tirsdag, skydes stævnet i gang med tre åbne klasser, hvorefter stævnet for alvor skydes i gang med Bronze- og Sølvtur samt en MA1* onsdag. Torsdag skal de unge heste blandt andet på banen i i både 5- og 6-års youngster tour, mens aftenen afsluttes med en S1* springning, hvor forhindringernes højde lyder på 145 cm. Fredag rides både Sølv- og Guldtur samt begge Youngster-klasser, ligesom at fredagen også afsluttes med en S1*.
Lørdag er stævnets helt store højdepunkt, og er for hestefolk kendt som lillejuleaften. Her samles flere tusinde mennesker til Christmas Shows helt egen juleaften i festlige rammer med minikoncert, speedklasser, six bar, Grand Prix og en stemning i absolut topklasse blandt publikum.
Særligt specielt ved lørdagen er blandt andet Knock Out-klassen, hvor fartglade ekvipager klæder sig ud og rider om kap mod hinanden på en identisk bane. Hurtigste ekvipage igennem banen vinder klassen. Efter Knock Out bliver den store six bar sat op i hallen, hvor stævnets modigste ekvipager skal prøve kræfter med højdespringning, hvor der er chance for at nogle af rytterne springer helt op til 2 meter.
Aftenen sluttes af med den helt store Christmas Show Grand Prix, hvor forhindringernes højde lyder på 150 cm. Med en særdeles udfordrende bane er der højest sandsynligt blot ganske få af ekvipagerne, der klarer sig igennem fejlfrit. Hvis flere ekvipager kommer ud fra hovedrunden med 0 fejl, afvikles en hæsblæsende omspringning, hvor vinderen for alvor skal findes. Herefter hyldes vinderen med en flot pengepræmie, en Christmas Show-trailer samt et helt fantastisk publikum.
Søndag rundes fire ugers julestævner af med Youngster-finaler samt to åbne klasser. Så er du ikke kommet helt i julestemning endnu, så kan du med rette lægge et besøg forbi den flotte julepyntede hal på Vilhelmsborg i denne uge, hvor der er garanti for julemusik, julepynt og en helt særlig julestemning, mens nogle af landets dygtigste springryttere konkurrerer om de flotte vindertæpper og julerosetter.
Se programmet for stævnet her.