Nordmændene er kommet for at blive!

04-03-2014 20:10

Bodil Nyholm Sørensen

Avl

Dansk Varmblods Hingstekåring 2014 | JJ Horses v/Ole-Marius Johnson og Ole-Jørgen Jørgentved i Norge har to unghingste udtaget til hingstekåringen i Herning, og de er slet ikke de eneste norske hingsteejere ved hingstekåringen
 

Copyright Ridehesten.com
Ole-Jørgen Jørgentved og Ole-Marius Johnson.

– Vi har delvis forberedt hingstene selv frem til forbesigtigelse, men i år nyder vi også hjælp fra Jan Christensen, som vil præsentere vores 4-årige JJ Zinfandel e. Blue Hors Zack for os under sadel. Vi har også samarbejde med Marco Phillips fra Tyskland, som fremstiller vores 3-årige JJ Schufro-Dream e. Blue Hors Don Schufro for os, fortæller Ole-Marius.

Marco Phillips har de tidligere lagt mærke til ved de tyske kåringer som en særdeles kompetent hingstefremviser, og i år har de spurgt ham om hjælp med tre unge hingste til kåring. Den ene Rockas Langholt e. Rock Forever blev kåret og solgt ved auktion i Oldenburg, den anden JJ Jaguar e. Jazz blev solgt til Dressurstall Sandbrink i Tyskland, og den tredje JJ Schufro-Dream glæder de sig nu til at fremvise i Herning.

– Siden vi driver dansk varmblods avl i Norge, er det både en ret og pligt, at handyrene der benyttes i vores avl skal være kårede i DV. Det er selvfølgelig den overordnede årsag til, at vi trækker hingste til kåring i Herning. Derudover repræsenterer hingstekåringen også en markedsføringsmulighed og et udstillingsvindue og herunder også muligheden for salg via auktion, fortæller Ole-Marius.

– Hingstekåringen i Herning er jo en gedigen hestefest, og således en formidabel faglig og social begivenhed hvert år. Eneste lille bemærkning er vel faren for, at selve hingstekåringen kan "drukne" i et så stort arrangement med så meget aktivitet. Man vil jo helst have det hele med sig, men man bliver simpelthen bare tvunget til at vælge noget fra. Alt i alt er arrangementet i Herning en super-event, som vi glæder os meget til hvert år, siger Ole-Marius.

– I år er der også yderligere fire norske hingsteholdere, der fremstiller hingste til kåring i Herning. Så nordmændene er kommet for at blive i Dansk Varmblod, slutter Ole-Marius.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen