Thomas Bach Jensen
JJ Horses har igennem mange år skabt en meget flot tradition på Jørgentvedgaard med Følfestivallen, der hvert år tiltrækker mange varmblodsføl, som bliver bedømt af dommere fra Dansk Varmblod, og ved samme anledning afvikles der hoppekåring i regi af Dansk Varmblod Norge.
I år har JJ Horses valgt at aflyse det årlige arrangement på Jørgentvedgaard på grund af det omfangsrige salmonelleudbrud i norske hestebesætninger.
Det betyder dog ikke, at der ikke vil blive bedømt føl og kåret hopper i Dansk Varmblod Norge i år. Dansk Varmblods dommere Poul Graugaard og Claus Hansen tager som planlagt turen til Norge den 17.-19. august, og vil kåre hopper på fem hjemmekåringspladser bedømmes 30 føl og fem hopper.
– Vi har lagt vægt på, at vi skal kunne opretholde tilbuddet til avlerne med mulighed for bedømmelse – tilpasset en situation med smitterestriktioner, fortæller Ole-Jørgen Jørgentvedt fra Dansk Varmblod Norge.
Salmonella i Norge
På NMBU Veterinærhøgskolen, Hesteklinikken, blev der i foråret påvist salmonella hos et sygt føl, der som udgangspunkt havde følsyge med ledbetændelse og derudover også diarré. En prøve afslørede salmonella hos føllet, der måtte aflives. Sidenhen er der konstateret salmonella i en række norske hestestalde, og det norske Mattilsynet har lukket mange stalde.