Niels Osterland er Årets Avler

05-04-2025 12:39
Avl

Ved Dansk Varmblods repræsentantskabsmøde blev springavler Niels Osterland udnævnt til Årets Avler i Dansk Varmblod

Copyright Ridehesten.com
Årets avler Niels Osterland. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Prisen ”Årets Avler” blev uddelt første gang i 2022 i forbindelse med Repræsentantskabsmødet. Prisen tilfaldt Stutteri Ask ved Kjeld Kirk Kristiansen for at have avlet springheste af særlig høj kvalitet. Det følgende år gik prisen til Henrik Hansen, Stutteri HH Horses, der helt usædvanligt var særdeles succesfuld med sin avl indenfor både springning og dressur. Sidste år var det Karsten Bundgaard, L Horses, der gennem flere år har præsteret flotte kåringsresultater på både hoppe og hingstesiden samt bemærkelsesværdige sportslige resultater.

Johnny Hansen, talsmand for Avlsledelsen i springning begrundede valget af Årets Avler. Som en del af Avlsplan 2030 er det Dansk Varmblods ønske at sætte mere fokus på vores mange dygtige avlere og de særdeles gode avlshopper. Derfor blev prisen ”Årets Avler” indstiftet. Den tilfalder en avler, hvis opdræt har gjort sig særligt bemærket. Det være sig i sporten, avlen eller begge dele. Opdrættet skal være registreret i Dansk Varmblod. Udnævnelsen af ”Årets Avler 2025” er afgjort i Avlsledelsen og vedkommende bliver i dag hædret foran forbundet repræsentanter og gæster.

Årets Avler 2025 – Niels Osterland, blev i sin tid lokket ind i ridesporten af sin datter Karen, og sidenhen har han opbygget et velrenommeret stutteri og ridecenter på ejendommen Syvhøjegård ved Sorring, som han og hans kone Bodil købte i 1987.

I 2024 solgte han ejendommen, men bliver i området på en mindre nedlagt landejendom, hvor har flere avlshopper og opdræt. Han har igennem det sidste årti haft mange spændende DV-springheste, som han typisk lader uddanne i en årrække inden evt. salg.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Han har indkøbt flere afkom på Dansk Varmblods Auktioner. Foruden at have et godt øje til at spotte unge talenter på Dansk Varmblods auktioner, har Niels Osterland også avlet et stort antal springheste gennem årene. 73 heste er registreret i Hestedatabasen med navnet ”Syvhøjegård”. 11 hopper er kåret i højeste kåringsklasse, og en af dem med sølvmedalje.

En af de indkøbte heste, Niels Osterland har haft stor succes med er den kårede hingst Syvhøjegårds Unforgetable S DWB e. Untouchable/ Cassini I (opdr. Sally-Ann og Flemming Schultz). Hingsten blev solgt i efteråret 2024 til Guido Klatte i Tyskland, men har herhjemme adskillige velspringende talentfulde afkom, blandt dem holdguldvinderen fra Studbooks Tropy for 5-års heste i 2024 Unik V opdrættet af Ole Christensen og redet af Daniel Cassøe, samt vinderen af unghestechampionatet i Herning i år Utzon Ais opdrættet af Anni og Iben Just Madsen og redet til sejr af Iben Just Madsen.

Siden 1987 har der været opdrættet heste på Syvhøjegård i Sorring. Niels Osterland har opdrættet over 20 heste, der er registreret som A eller B heste. Flere udenlandske rytter rider på heste fra Syvhøjegård. Niels har altid fokus på sporten. Han sidder og følger sine unge heste i træning, og følger dem til stævner herhjemme og i udlandet, sagde Johnny Hansen bl.a.

Jeg var en lille smule forberedt, tak. Jeg kan konstatere at du ved mere om mine heste, end jeg selv gør, og jeg kan konstatere at jeg er kommet i flot selskab. Når jeg ser ud over salen, er der mange, som har gjort det bedre end mig. Jeg har altid brugt præstationsstærke hopper, og set meget på ridelighed og temperament, og det har givet mange fine heste. Du nævnte der er 73 heste registreret med navnet Syvhøjegård, Der er fire mere på vej, sagde Niels Osterland.

/Varmblod.dk

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner