Når nøden er størst... (video)

06-08-2023 12:21
Avl

Når katastrofen rammer, kan hjælpen komme fra den mest uventede kant. Sådan gik det, da den 950 kg tunge belgiervallak Bamse blev redningsmanden for et moderløst varmblodsføl, som han adopterede

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Alle hesteejere frygter, at der skal ske noget med deres hest. Værst er det, når der er føl involveret, og det var lige præcis det, der skete en søndag aften, da en hoppe med føl netop var ankommet til opstaldning ved Skibby på Sjælland. Netop efter ankomst fik hoppen symptomer på kolik. Trods massiv dyrlægehjælp stod hoppen ikke til at redde, og få timer efter var hun død. Ved siden af hende stod hendes 12 ugers hingsteføl og slog på sin mors mave for at få hende til at rejse sig.

Det var hjerteskærende at se ham forsøge at få sin mor til at reagere, fortæller Anja Desirée Lykkeberg, der skulle have hoppen opstaldet sammen med sin egen hoppe og føl.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat

De to hopper kendte hinanden fra tidligere, så alle havde forventet en lykkelig genforening. I stedet stod nu et efterladt føl og kaldte på sin mor. Den anden følhoppe afviste føllet kraftigt, så der var ikke nogen hjælp at hente der.

Når nøden er størst er hjælpen der
– Victoria har sin store belgiervallak på 10 år, Bamse, opstaldet hos os. Han er så god som noget, og ham satte vi ind til føllet, så det ikke var helt alene. Vi vidste fra vores eget føl, hvor blid Bamse var over for ham, så vi var helt trygge ved at lade de to være sammen, fortæller Anja Desirée.

Føllet, som nu har fået kælenavnet Lille b, nærmede sig hurtigt Bamse og blev taget godt imod. Han blev mødt af en kæmpe belgiermule, der nussede det lille føl, og på ganske kort tid knyttede de to bånd. Nu står, går og er de tæt sammen. Lille b prøver ihærdigt, om han kan finde en tår mælk hos Bamse, og Bamse finder sig lidt i forsøget og går så lidt væk eller drejer rundt, men uden nogen form for surhed.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Bamses ejer Victoria Charlotte Bjerre er uendelig stolt af sin store dreng.

De sidste dage har givet tid til eftertanke, og jeg har takket min elskede Bamse mange gange. Han er den sødeste og mest tålmodige onkel/plejefar, nogen kunne ønske sig. Bamse trådte til og finder sig troligt i at være føllets faste støtte på trods af, at det indebærer at blive "pattet på" ind imellem. Jeg er så glad for at have en Bamse, som altid byder ind, når nøden er størst. Tak for dig, verdens bedste Bamse, lyder det fra Victoria Charlotte.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat

Staldens ejer, Anja Desiree Lykkeberg, er psykoterapeut og arbejder med traumer og tilknytning. Hun fortæller:

Det er helt fantastisk at se, hvor meget det har betydet for Lille b, at Bamse byder ind med så megen ro og tryghed og nærvær. Vi mennesker – og også heste – kan klare rigtig meget, når vi ikke er alene i de svære vilkår, livet kan byde på, og det her er det smukkeste eksempel. Alle os omkring dem har grædt mange gange den forløbne uge. Først af sorg, men nu forbi vi bliver rørte. Så trods sin hårde begyndelse på livet er Lille b nu tryg med sin nye "plejemor" Bamse, alias Store B.

– Vores drøm er om 8-10 år at se Lille b trave ind på en dressurbane og gøre det, han er skabt til. Han er et formidabelt godt føl. Han har hele pakken, og nu bliver han præget af en belgiers rolige sind, og så vil vi tænke tilbage på den gang, en belgiervallak var den afgørende forskel, slutter Anja Desiree Lykkeberg og Victoria Charlotte Bjerre.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner