Fra sorg til solstrålehistorie

06-05-2021 14:14
Avl

Hos Stald Lindballe ved Holstebro har foråret budt på en svær foling, der efterfølgende har ført til store komplikationer for hoppen, der til sidst måtte aflives. Da slaget for at redde hoppen var tabt, handlede det om at finde en ammehoppe til føllet, og det krævede flere forsøg og til sidst en hel masse køresygetabletter

Copyright Ridehesten.com
Macoco - Sølyst ude med sit hingsteføl, mens hun havde det ok. Foto: Privat.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Berit Vejrsø Kruse og Jenspeter Lindballe driver Stald Lindballe ved Holstebro, og falder stutterinavnet dig bekendt, kan det skyldes UVM-finalisten Lindballe’s Just Perfect internationale succes. Der fødes omkring 3-4 føl om året, og i år skal de have i alt fire føl.

For otte år siden købte Berit og Jenspeter hoppen Macoco - Sølyst e. De Noir/ Manstein af Poul Erik Pedersen, Stutteri Sølyst i Handbjerg. Macoco har fået seks føl hos Lindballe, og dette års føl var planlagt til at være den 17-årige hoppes sidste.

– Det var en mere besværlig foling end sædvanlig, da føllet lå omvendt, men jeg fik drejet ham delvist, og min mand og jeg fik trukket ham ud. Føllet var hurtigt på benene, og Macoco fulgte kort tid efter, hvor efterbyrden slap intakt. Han drak hurtigt, og alt var godt det første halvandet døgn, fortæller Berit.

Copyright Ridehesten.com
Allerede få dage gammel blev hingsteføllet efter Janeiro Platinum sat på mælkeerstatning. Foto: Privat.

Så fik Macoco feber, og inden vagtdyrlægen ankom, var feberen steget. Vagtdyrlægen vurderede, at på trods af intakt ham, så måtte det være børbetændelse, så hoppen blev skyllet og fik ilagt børstav (penicillin) og blev startet op på smertestillende og febernedsættende behandling. De næste fire dage blev Macoco ikke bedre, så hun blev endnu gang skyllet og fik lagt børstav ind.

Det så positivt ud, da der i modsætning til første skylning ikke var en masse blod i skyllevæsken. Mistanke om en siveblødning var oppe og vende, men det formodes, at den var stoppet nu, hvor skylningen var fri for blod. Macoco havde meget sparsom appetit, hvilket gjorde, at mælkeproduktionen faldt, og fra dag fem fik føllet mælkeerstatning 10 gange i døgnet.

– Vores faste dyrlæge kom ud, og der blev sat ind med aggressiv penicillin, da vi nu frygtede bugbetændelse på grund af blødning, og efter fire dages behandling var hun feberfri men ikke i bedring. Hun blev mere og mere afpillet, og blodprøver viste stor blodmangel og en begyndende nedbrydelse af de røde blodlegemer, forklarer Berit.

Copyright Ridehesten.com
Hingsteføllet, mens han ventede på en ny mor. Foto: Privat.

Leveren var overbelastet, muskelværdierne skyhøje og nu var hoppen blevet meget svimmel og bevægede sig kun lidt, da hun var ved at falde, når hun ville bevæge sig. Hendes appetit var på et minimum, og det var kun et halvt æble, et par skiver rugbrød ellers lidt hø, der kunne lokkes i hende.

– Da hendes urin blev blodrødt, satte vi væsketerapi i gang; første dag både intravenøst og pumpet i maven, og de efterfølgende to dage kun i maven. Vi afventede nye blodprøver med forventning om, at infektionstal måtte være faldende nu, hvor hun var feberfri, og der blev sat ind med human blodfortyndende medicin for at undgå akut forfangenhed, fortæller Berit.

Alle sejl var sat, og føllet trivedes nu med mælkeerstatning otte gange i døgnet. Den tredje dag med væsketerapi fik Macoco om aftenen smerter, og dyrlægen blev igen tilkaldt. Hoppen væltede svimmel rundt, faldt og kom vaklende op igen. Ved næste fald holdt Berit og Jenspeter hende nede, fordi hun havde slået hovedet ind i væggen flere gange.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det var en helt forfærdelig oplevelse, og så snart dyrlægen kom, kunne han konstatere, at slimhinderne var højrøde og toksifiseret, så Macoco blev aflivet, fortæller Berit og tilføjer: – De sidste svar på blodprøver kom dagen efter aflivning, og alt tyder på, at det er bugbetændelse og til sidst leveren, der satte ud og var skyld i forværring.

Copyright Ridehesten.com
Køretabletter anvendes af nogle dyrlæge til at sætte mælkeproduktionen i gang. Foto: Privat.

Hun oprettede et opslag i Facebookgruppen Ammehoppe-formidling i Danmark, og allerede dagen efter ankom en frieserhoppe, der fire dage forinden havde mistet sit føl, så den stod stadig med mælk. Den var dog noget aggressiv, og den reagerede ikke på medicinen ved et forsøg på at lave en kemisk foling. Hoppen blev bedøvet og sat i tvangsboks, for at føllet skulle kunne nærme sig, men hun forsatte aggressiv adfærd og blev opgivet som ammehoppe.

– Dagen efter blev jeg kontaktet af en bekendt, som tilbød sin 23 år gamle og nu pensionerede avlshoppe, fortæller Berit.

Hoppen havde ikke mælk, så hun blev først sprøjtet i brunst og derefter startet op på hele 71 køresygetabletter dagligt, og så malkede vi hende ud flere gange dagligt, og over nogle dage gik det fra klar væske til regulær mælk på fjerdedagen, hvor hun blev sat i kunstig foling.

Copyright Ridehesten.com
Berit og Jenspeter har knyttet nære bånd til det moderløse hingsteføl. Foto: Privat.

– Vi fulgte "opskriften" fra HS Hestepraksis v/ dyrlæge Liselotte Larsen til punkt og prikke, og resultatet var ikke mindre end fantastisk. Skønne Donna-Fee tog vores hingsteføl til sig, som var han hendes eget, og føllet elsker sin nye mor, fortæller Berit.

Hoppen skal forsætte på køresygetabletter i to uger, og føllet får fortsat mælkeerstatning, som gradvis kan reduceres i takt med, at mælkeproduktion stiger. Det er endnu uvist, om Donna-Fee kommer til at producere nok mælk, men det vigtigste er, at føllet nu har en mor, og så supplerer avlerne gerne op med mælkeerstatning.

– Føllet har desværre haft et par spiserørsforstoppelser i mellemtiden og har været omkring Ansager Hestehospital, men det er der styr på nu, og han har haft sin nye mor med på sidelinjen, slutter Berit Vejrsø Kruse Lindballe.

Copyright Ridehesten.com
Donna-Fee var den mor, der skulle til for, at historien endte lykkeligt. Foto: Privat.

Hingsteføllet er efter hingsten Janeiro Platinum, og hans nu afdøde mor, Macoco Sølyst, har hos sin avler og tidligere ejer lavet en bronzemedaljehoppe. Hos Berit og Jenspeter har hoppen lavet en 2-års eliteskuedeltager og et afkom solgt til Sverige. Stammens videre eksistens hos Stald Lindballe er sikret i 2-års hoppen Lindballe’s Miss Perfect efter Quaterhit.

Det var i går, at hingsteføllet blev hentet hjem fra Ansager Hestehospital efter at være erklæret fit for fight. Det har for Berit været en hård og følelsesladet omgang at kæmpe for sin højtelskede hoppe og til sidst miste den og sideløbende kæmpe en anden kamp om at redde føllet. Hun ved, at hun ikke er den eneste i sådan en situation, og derfor er hun glad for at kunne dele historien. Hun er allerede via sine facebook-opslag omkring forløbet blevet kontaktet af flere avlere, der pludseligt er kommet i en lignende situation og har brug for gode råd og en god opskrift på at få en ny hoppe til at acceptere et moderløst føl.

Copyright Ridehesten.com
Det nye mor-barn-par er ved at lære hinanden at kende. Foto: Privat.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner