Mathilde Louise Stenild Brejner
Måske undrer du dig lidt over, hvordan Jeanetts føl kan have tre mødre. Det kan det, fordi det har én hoppe som biologisk mor, én hoppe, som er rugemor – og så har det én hoppe, som er ammehoppe, og som i dag er den, der drager omsorg og fungerer som mor for det lille hoppeføl Spelmanns Zpirrevip.
Til daglig er Jeanett Spelmann fra Tylstrup i Nordjylland en passioneret dressurrytter og dressurdommer. Hun rider konkurrencer på hoppen Zaba Vilsbæk, og hun er meget glad for hoppens gangarter, så derfor var det naturligt, at hun gerne ville have en efterfølger efter sin højt skattede dressurhest. Valget af hingst faldt på Revolution MF: Blue Hors Zack, og tilbage var der bare at drømme om følidyl.
Jeanett valgte at bruge en rugehoppe til at hjælpe sit føl til verden uden at stoppe træningen af sin dressurhest. Det blev til at Jeanetts anden privat heste, Vani skulle bruges til at bære føllet.
Efter en lang periode med utålmodig venten, går alarmen klokken 00.10 natten mellem den 4. Og 5. marts. Vani er endelig i fuld gang med at fole. Det skulle imidlertid vise sig, at hobbyavleren fik en hård debut på livet som følejer.
Med lidt hjælp over telefonen fra dyrlægen kom føllet til verden få minutter efter, at alarmen var gået. Klokken var kun 00.17, da Zpirrevip kom til verden, så fødslen gik rigtig fint, fortæller Jeanett.
”Jeg rystede over det hele, men var selvfølgelig overvældet og glad. Vani var omgående omgående i gang med at slikke føllet og efter 25 minutter kom mit lille føl på benene for første gang,” siger Jeanett.
Føllet var imidlertid lidt forvirret og blev ved med at løbe væk fra Vani og efter en halv times tid, gav Vani op, så føllet og rugehoppen endte med at stå i hver sin ende af boksen, fortæller Jeanett.
Derfor valgte hun at blande sig og hjælpe føllet over til hoppen, så det kunne få noget at drikke og spise. Hoppen begyndste igen at slikke føllet og vise det omsorg, men det havde fortsat ikke spist.
Tre timer senere havde det lille nye føl fortsat ikke spist, og Jeanett husker, hvordan hun begyndte at blive bekymret for føllet:
”Jeg valgte at ringe til min gode veninde Anette, som har mere erfaring med avl, end jeg har. Hun fløj ud af sengen og var hos blot 20 minutter senere. Sammen malkede vi Vani ud, og føllet fik en flaske, som kvikkede det meget op,” siger Jeanett, som er meget taknemmelig over sin vens støtte og hjælp i den stressende situation.
Senere på eftermiddagen måtte Jeanett igen have fat i dyrlægen. Vanis efterbyrd havde stadig ikke løsnet sig, så dyrlægen måtte fjerne den og bagefter skylle livmoderen og give Vani antibiotika.
Derefter fulgte en strabadserende dag for Jeanett, hvor hun måtte ud og malke Vani ud hver anden time for at være sikker på, at det lille føl fik næring nok. Dagen efter gik det bedre, og Jeanett nåede lige at ånde lettet op og tænke, at Vani klarede det flot at blive mor, da rugehoppen pludselig ændrer adfærd.
”Hun begyndte at blive meget aggressiv over for føllet. Bed det, sparkede efter det og jagede det rundt. Zpirrevip fik kun ro, når han spiste, og det virkede underligt nok som om, at det var et eneste, som Vani kunne holde ud,” fortæller Jeanett.
Hun tager derfor meget bekymret hen på sit arbejde som sekretær på Rebild Efterskole efter et par dage, der udelukkende har stået på føl –og hoppepleje. Hele tiden har hun Vani og Zpirrevip i tankerne, og hun holder også øje med dem på et overvågningskamera:
”Der kunne jeg ellers sidde og se på, hvordan Vani hele tiden blev mere og mere voldsom over for føllet. Hun angreb føllet, kastede det igennem boksen og gav det et alvorligt bidmærke. Jeg kunne ikke mere og ringede til dyrlægen og min veninde, som begge skyndte sig hjem til mig,” siger Jeanett.
Dyrlægen kunne ikke konstatere, at der var noget galt med Vani, men selv under den bedøvelse, dyrlægen havde lagt for at undersøge hende, sparkede hoppen ud efter føllet. Dyrlægen sagde, at de var nødt til at gøre noget, for ellers ville det være et spørgsmål om tid, før Vani ville slå føllet ihjel, fortæller Jeanett:
”Jeg var fuldstændig sønderknust, fordi jeg var rædselsslagen for at miste mit føl, men jeg var også utrolig ked af at se Vani have det så skidt. Vani er jo min hest, og jeg elsker hende, så det var utrolig hårdt at se hende så stresset. Jeg var rent ud sagt desperat,” fortæller Jeanett.
Herefter prøver dyrlægen at simulere en fødsel for anden gang, så Vani kan få nogle af de gavnlige hormoner i kroppen, der kunne hjælpe hende til at knytte sig til føllet, men intet hjælper. Dyrlægen ender med at konstatere, at Vani har fået en slags fødselsdepression, fortæller Jeanett.
Derfor begynder Jeanett at ringe rundt for at søge efter en ammehoppe, og sandelig om heldet ikke er med Jeanett. Hos Stutteri Nexen er der en hoppe, som netop har mistet sit føl, og stutteriejerne er så venlige, at de lader Jeanett låne deres hoppe lige med det samme:
”Jeg var simpelthen så rørt over deres gestus. De havde lige mistet et føl selv, og så havde de alligevel overskud til at tænke på mig,” siger Jeanett, som fløj afsted med traileren for at hente ammehoppen med det samme.
Også Jeanetts naboer, som hun ellers ikke kendte så godt før episoden, trådte til og tog kontakt til et par, de kendte, som havde stor erfaring med at sætte ammehopper sammen med flaskeføl.
Da klokken blev 21.30 var alle samlet hjemme hos Jeanett, så missionen med at få hoppe og føl bragt sammen kunne gå i gang:
”Da vi ankom kl. 21.30 var jeg helt ved siden af mig selv. Jeg var så fysisk udmattet, mine nerver hang i en tynd tråd og tårerne løb ned af kinderne. Jeg havde ikke sovet andet end 20 min hist og her igennem flere dage,” fortæller Jeanett.
Derfor valgte parret, der havde erfaring med at arbejde med ammehopper og føl, at sende Jeanett ind i huset, så hun kunne komme lidt til hægterne. Imens arbejdede de sammen med Jeanetts dyrlæge om at få projektet til at lykkedes.
Zpirrevip var så sej, og røg direkte til yveret, hvor mælken løb i stride strømme fra hoppen, fik jeg efterfølgende fortalt. Føllet skulle hentes ind til hoppen hver 2-3 time, indtil hoppen forhåbentlig tog føllet til sig.
”Første fodring var 01.15 om natten, og vi bedøvede ammehoppen Dunja og gav hende bind for øjnene og en bremse på næsen. Hun sparkede ud et par gange, men slappede ganske hurtigt af og begyndte at gøre plads til, at føllet kunne komme til at die,” siger Jeanett.
I løbet af natten lykkedes det at fjerne bremsen og bedøvelsen, så mens dagen gryede, kunne hoppen og føllet knytte et bånd. Og den dag i dag er båndet stadig ikke brudt.
"Jeg er så glad og taknemmelig for den hjælp og omsorg, jeg har mødt i hele den her omgang. Jeg har modtaget hjælp fra mennesker, jeg næsten ikke kendte på forhånd, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle have klaret det hele uden deres hjælp, fortæller Jeanett.
Jeanett er heldigvis ikke blevet mere skræmt af sine oplevelser som hobbyavler end, at hun gerne gør det igen. Bare ikke med den samme hoppe.
Artiklen er tidligere bragt på everhorse.dk
