Anna Pørtner
I den forgangne weekend var flere dygtige ryttere i aktion ved stævnet i Kristiansand, Norge, hvor de leverede flotte præstationer og red flere sejre hjem. En af de særligt bemærkelsesværdige præstationer stod Jeanett Spelmann for, da hun vandt søndagens kür for grad V på sin forholdsvis nye hest, Møllegaardens Zaff e. Blue Hors Zack/ Friedensfuerst 1 (opdr. Marina Jensen og Bent Riis) med flotte 72,817%.
Jeanett har kun haft Zaff i otte uger, men deres samarbejde har allerede båret frugt. Hesten, som tidligere har været salgshest, har i den korte tid hos Jeanett skulle vænne sig til at leve i løsdrift og være en del af et fællesskab med andre heste:
– Han har skulle lære at være løsdriftshest og have hestevenner, men han har taget det rigtig godt, fortæller Jeanett.
Det kræver tålmodighed og en velovervejet træningsmetode at få en ny hest til at tilpasse sig en ny hverdag, og især som parahest. Jeanett har haft stor fokus på at skabe tryghed og stabilitet i deres samspil. Hendes tilgang til træningen er præget af ro og gentagelser, hvor hun arbejder målrettet med at få Zaff til at føle sig sikker uanset omgivelserne:
– Han skal ikke ændre sig, bare fordi han pludselig er på en stævnebane. Han skal føle sig tryg og afslappet, uanset hvor vi rider, siger hun.
Ved stævnet i Kristiansand var det derfor også vigtigt for Jeanett, at Zaff ikke blev påvirket af den nye atmosfære. Hun ønskede at han skulle bevare roen og bevæge sig afslappet rundt, uden at lade sig forstyrre af omgivelserne. Denne tilgang gjorde, at ekvipagen kunne præstere på højt niveau og skabe en god oplevelse for både hest og rytter:
– Jeg tog ikke afsted med forhåbninger om en sejr, men for at få en masse erfaring med ham. Men det er tydeligt at se, at når han har det godt, så følger resultaterne også med, fortæller Jeanett.
Med en harmonisk og afslappet tilgang lykkedes det nemlig Jeanett og Zaff at sikre sejren i kür-klassen, men for Jeanett var det vigtigste, at Zaff var afslappet og udvikler sig i en positiv retning. Hun mener nemlig, at de bedste resultater kommer naturligt, når hesten er tryg og motiveret:
– Det vigtigste er at lære hinanden at kende og finde ud af, hvordan jeg kan være den bedste rytter for ham, forklarer hun.
Det er ikke kun Jeanett, der går meget op i, hvordan Zaff trives. Zaffs avlere, Marina og Bent, har nemlig siddet foran tv'et og fulgt med i spænding: – De følger med hjemmefra, og det betyder virkelig meget for mig, at de ser, hvor godt han har det, afslutter Jeanett.
Flotte danske resultater over hele linjen
De andre danske ekvipager sikrede sig også flere flotte resultater i søndagens kür-klasser. Foruden Jeanett Spelmann red Jane Bonne og Galamares Gersdorf e. Grand Galaxy Win/ Viegaard's Come Back II (opdr. Inger-Marie & Leif Andreasen) sig nemlig til en tredjeplads i samme klasse med 69,408%.
I kür-klassen for grad IV var danskerne også med helt i top. Renee Igelski og Beyond Dreams e. Benetton Dream/ Viegaard's Come Back II (opdr. Hanne Grue) red sig til en andenplads med 74,450%, mens Anne Mette Hasselstrøm og Falkær's Ramoon e. Romanov/ Maat I (opdr. Jørgen Holm Petersen) red sig ind på en tredjeplads med 71,058% stærkt efterfulgt af Line Schlünsen og Catniss e. Blue Hors Zack/ Don Gregory 3 (opdr. Grete og Poul Petersen) med 70,133%.
I den sidste kür-klasse for grad III var det de mindste marginaler, der gjorde forskellen. Det blev til svensk sejr med 73,767% og en dansk andenplads til Sandra Lynge Eriksen på Inzurgenzy Firfod e. Sezuan 2/ I.P.S. Gribaldi (opdr. Morten Plenberg), der red til 73,711%. Tredjepladsen gik til Zara Bruun Jensen på Fs Dali e. Fs Don't Worry/ Fs Cocky Dondee, der red til 68,678%.