Mustang rykker ud til katastroferne

09-01-2009 17:21
En af verdens førende virksomheder inden for redningsudstyr er på markedet med en Mustang-hestetrailer spækket med al tænkeligt udstyr til eksempelvis at redde mennesker ud af sammenstyrtede bygninger.

Jordskælv og terrorbomber hører heldigvis ikke til hverdagen. Men når katastrofen indtræder, er det vigtigt, at redningsmandskabet har al udstyr samlet i en vogn, så man hurtigt kan redde døde og tilskadekomne ud af sammenstyrtede bygninger. Det er det, som i fagsproget hedder USAR, Urban Search and Rescue. Et beredskab, som man håber aldrig kommer i brug, men som desværre er blevet mere og mere aktuelt overalt på jorden i takt med terrorens udbredelse. Den amerikanske producent af redningsudstyr, Paratech med europæisk hovedkvarter i Odense, har fra i år markedsført en såkaldt katastrofeudrykningstrailer (SMT=Special Mission Tender) med alt udstyr til den type redningsoperationer. Det drejer sig om pneumatisk grej, hvormed redningsmandskab kan skære sig gennem sammenstyrtede bygninger, afstive ødelagte bygninger eller luftpuder, hvormed man kan hæve hele bygningsstykker og bjærge en fastklemt person. Hos Camp-Let A/S i Sønderjylland har man ingen erfaringer inden for redningsarbejde. Virksomheden har til gengæld udviklet den Mustang-trailer, som Paratech anvender. Ligesom med redningsgrej, har Paratech haft de kritiske briller på, før man valgte en trailer til formålet. Den skal være lige så solid og driftssikker som al andet, som virksomheden lægger navn til. Demovognen har allerede kørt mere end 100.000 kilometer fra brandstation til brandstation og fra den ene europæiske messe til den næste, så den har allerede her bevist sit værd: - Vi sælger dybest set ikke trailere, men redningsudstyr. Ideen med redningsvognen er, at man på brandstationen har alt stående klart, hvis naturkatastrofen eller terroranslaget indtræffer. Vores trailerløsning er væsentlig billigere, end at have en lastbil stående klar, og samtidig har vi fundet en løsning, så man ikke behøver at have udstyret stående inden for i en garage, oplyser Paratech’s filialdirektør Hans Frank Nørmølle. Generelt har redningsmandskab en sund skepsis over for nyt udstyr, og det har da også taget noget tid at overbevise dem om, at fremtiden ligger gemt i en sønderjysk produceret hestetrailer. Nu har Paratech solgt den første vogn til en spansk skole for redningsfolk, og den næste ordre ligger lige om hjørnet. Hos Camp-Let A/S er salgsdirektør Henrik Nissen glad for samarbejdet med Paratech. - Vi er et godt brand på markedet for hestetrailere, og Paratech er et godt brand inden for redningsudstyr. Det er super, at vi på denne måde kan hjælpe hinanden, men også slå vore respektive firmanavne fast i andre kredse end dem, der normalt anvender vore produkter, slutter Henrik Nissen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner