Trine Askjær-Jørgensen
Sissel Sandø-Ulbæk fortæller:
Først vil jeg starte med at sige: Sikke en oplevelse på virkelig mange måder, både ventede og uventede.
Jeg blev en del af dette event, fordi jeg så en mulighed for at udvikle og udfordre mig selv. Jeg har intet imod konkurrencer, men gennem en årrække har jeg haft andre prioriteter/værdier end de konkurrencer, vi har her i Danmark, vægter. Jeg har dog stadig savnet en mulighed for at have en konkret målsætning og noget at gå efter, hvilket Mustang Makeover gav mig.
Jeg har i mange år (siden jeg var i Texas, USA) fulgt denne type event på sidelinjen, men troede aldrig, at det ville blive en mulighed at prøve at være med og få en vild mustang i hænderne (når man har været derovre og oplevet kulturen, så føles det også som en lille mulighed for at være en del af landets historie). Konceptet går ud på at give disse vildheste en chance for at komme ud af de store fangefolde, de bliver holdt i, og ud i ”samfundet” på en god måde og via arrangementerne vise, at mustangen er en alsidig hest, der kan give mange gode oplevelser, og på den måde rede dem, der er i fangeskab. Ham, jeg fik tildelt, havde f.eks. aldrig smagt græs før, fordi han var vokset op i en af de her store fangefolde, hvor de går indtil, de bliver aflivet eller frikøbt.
Jeg gik ind til oplevelsen med tanken om, at jeg i store træk ville gøre, som hvis der ikke var en deadline i sidste ende, da målet jo ikke var konkurrencen, men at give en mustang de bedste forudsætninger for en god fremtid og at sørge for, at han både fysisk og psykisk var rustet til det.
Inden jeg begynder at fortælle videre om selve oplevelsen, vil jeg starte med at fortælle om den følelse, hele oplevelsen sluttede med, nemlig taknemmelighed. Taknemmelighed over alle de mennesker, der undervejs sprang til for at hjælpe og støtte op, hver gang der blev smidt udfordringer vores vej (min og mustangens). Jeg har sjældent følt så meget opbakning til, at noget skulle blive en god oplevelse, som jeg gjorde med denne oplevelse, og det er jeg meget taknemmelig for.
Det hele startede med, at jeg i februar blev udvalgt til at være en af de 15 trænere, der skulle være en del af Mustang Makeover Germany, og at jeg så i midten af april skulle hente ham i Tyskland. Jeg var så uheldig at brække nogle ribben i midten af marts og rive min ene nyre halvt over, så alt blev lettere kaotisk op til og med kun to uger i sengen for så at skulle på benene igen for at kunne nå det, blev det nok den korteste sygemelding efter indre blødninger, der var muligt (kan ikke anbefales). Der var flere ting, der skulle gøres klar, heriblandt en fold med solidt træ- eller metalhegn i en højde på minimum 160 cm, da mustangerne jo af gode grunde ikke kender til strømhegn. Når man står med brækkede ribben og alvorligt skadede nyrer samt indre blødninger, der var ved at hele, var det lidt af en udfordring at skulle til at sætte hegn op, men min fantastiske veninde Julie og hendes mand Jens samt min mand og Freja (min højre hånd) trak alle i arbejdstøjet og fik det til at ske. Samme uge op til afhentning måtte jeg også lige pludselig finde en anden løsning på bil og trailer, men med hjælp fra min mands søster og hendes kæreste kom der styr på trailer, og min bror Morten meldte sig på banen (i sin meget pressede kalender – han er også selvstændig) med sin bil, og sammen tog ham og jeg til Tyskland for at hente en vildhest. Det blev en tur, jeg af flere årsager aldrig glemmer, og det tænker jeg nok heller ikke, at Morten gør, og jeg ved ærligt ikke, hvordan det skulle have været lykkedes uden ham, men med vildhest, brækkede ribben og skadet nyre kom vi alle hjem i god behold.
Solvaro, som han endte med at blive navngivet, var en tynd, lille fyr, der var smurt ind i mudder, men med det bedste udtryk i øjnene. Den første uge gik med bare at lade ham falde til og komme oven på igen efter hans lange rejse (dette er også noget, man skriver under på i kontrakten fra organisationen; at man ikke må træne hestene den første uge – kun lavintensitet ”træning” dvs. prøve at skabe kontakt osv.). Min målsætning var, at jeg ikke ville træne mere, end jeg ville have gjort, hvis det var meningen, at jeg selv skulle beholde ham, og så måtte det briste eller bære, om han var klar til Aachen i slutningen af august, og hvis ikke skulle han selvfølgelig ikke med. Vi var selvfølgelig også lidt udfordret af, at jeg rendte rundt med brækkede ribben og en meget skadet nyre det første stykke tid, da det jo ikke er optimale betingelser for at skulle i gang med en vildhest, men det gik, og her var det uden tvivl en fordel, at jeg om muligt altid starter med at træne hestene frit og på den måde skaber en forbindelse/samtale og et fundament at bygge videre på. Det betyder, at vi sigtede efter at træne ca. fire gange om ugen – nogle gange lidt mere, nogle gange lidt mindre, og hvor intensiteten varierede alt efter, hvad Solvaro selv bød ind med. Der var mange ting, jeg skulle have styr på med ham både fysisk og psykisk, før ham var klar til mere, og han er også kun en ung hest på fire år (mustangerne havde alle forskellige aldre), så der var meget at tage hensyn til. Det vigtigste for mig var derfor, at han følte, at han fik noget ud af det, vi lavede sammen, og at han vidste, at mennesker var på hans side, for så skulle han nok være sat op til en god fremtid. Først og fremmest skulle jeg have ham til at tage på i vægt, så han blev selvfølgelig tjekket for orm (han havde imponerende nok ingen), og jeg hentede specialfoder til ham hver uge (der er en masse, de ikke må spise, da de ikke er vant til det f.eks. wrap, så det komplicerede tingene lidt). Da han så var blevet tryg nok ved mennesker og håndtering, var det tid til tandlæge. Det samme gjaldt med smed for at få styr på/rettet op på hovene og behandler. Jeg havde Christina Young Horse ude fire gange i alt, og hun var en kæmpe hjælp og fik os klemt ind i tide og utide. Først da alle disse ting var på plads, havde jeg et godt fundament at bygge ovenpå. Det skal lige siges, at alle udgifter til mustangen blev betalt af trænerene og ikke organisationen, hvilket jeg synes vidner om dedikerede trænere, hvor det handler mere om hesten end eventet og muligheden for også at kunne give de enkelte heste en bedre fremtid. Hvis man er interesseret i at se mere om, hvordan selve træningen med Solvaro forløb, ligger der en masse opdateringer på Instagram og Facebook på henholdsvis Mustang Makeover Germanys side og min egen.
Tiden gik voldsomt hurtigt, og lige pludselig var det ved at være tid til at skulle til Aachen med ham. Igen var der en masse forberedelse op til. Jeg tror, det er det, der har overrasket mig mest ved at være en del af dette – hvor meget arbejde der har været, der ikke har noget med selve hesten/træningen at gøre, og her jeg sender jeg især en kærlig tanke til Erik inde fra Fødevarestyrelsen (sikke en tålmodighed), som jeg har en fornemmelse af, at der er mange, der gør, for han brugte al for lang, men nødvendig tid på at guide mig igennem at få styr på transportdokumenter osv. Der blev tjekket op på bil og nye dæk kom på, traileren var næsten lige synet, hesten var klar, der var styr på hestene herhjemme, så nu var tiden kommet til, at vi (Solvaro, Freja og jeg) skulle afsted. Vi kørte 2.30 torsdag morgen den sidste uge i august for at undgå morgentrafikken til Hamborg og udover, at tilkørslen til motorvejen var lukket, så vi måtte ind igennem Vejle-midtby om natten, gik alt som smurt, og vi var forbi Hamborg kl. 7 – troede vi. Her holdt vi ind på en rasteplads for lige at tjekke til ham, holde en kort pause og byde ham noget at spise og drikke for så at finde ud af, at vi stod med et helt ødelagt dæk på traileren – heldigvis i modsatte side af, hvor Solvaro stod. Uheldigvis havde jeg glemt en donkraft, så jeg var rundt og bede om hjælp, hvor jeg mødte virkelig mange hjælpsomme chauffører, men ingen med en donkraft. Indtil jeg til sidst fik vækket nogle sovende mænd (sender dem en undskyldende tanke), der var så søde at hjælpe med at skifte dæk. Alt imens Freja holdt styr på Solvaro inde i traileren, hvor han spiste godt og nød selskabet. Selv da de kom til at ”tabe” traileren med Solvaro og Freja inden i, tog Solvaro det i stiv arm, og så var det tid til at køre videre igen. Reservedækket matchede ikke helt de andre, så vi endte med at bruge flere timer af motorvejen for at finde et værksted (hvor vi endte både i militært område og andre spændende steder) der kunne hjælpe os, og da vi havde fået skiftet dækket for anden gang, var vi kl. 14 på vej hen mod et sted, hvor vi kunne læsse Solvaro af og give ham en pause udenfor traileren. En af de andre trænere havde været så sød at tilbyde os muligheden for at kunne give ham en pause. Han var endnu engang en stjerne, da vi skulle læsse ham efter en yderst kaotisk trailertur – han gik bare lige op. Han virkede ærlig talt ret lettet over at komme væk fra alle de insekter, der var på den fold, han var blevet indlogeret på. Herfra havde jeg jo selvfølgelig en ide om, at resten af vejen ville gå som smurt, men ak nej. Vi havnede i de vildeste skybrud, da vi kørte igennem bakkerne/bjergene, hvor det regnede så meget, at vi næsten holdt helt stille på motorvejen, da vejen stort set var oversvømmet, og et øjeblik frygtede jeg faktisk, at der ville komme vand ind i traileren til ham nedefra, fordi vandet stod så højt på vejen, men endnu engang gjorde han det fantastisk, og kvart i ti om aftenen kørte vi ind på Aachen stadion, hvor vi fik ham indlogeret, inden vi selv skulle ud og finde vores egen seng efter en lang dag på vejene.
Jeg havde planlagt efter, at jeg ville have haft god tid til at lade ham falde til om torsdagen, at jeg kunne have vist ham pladsen, så vi kunne bruge tid på at se det store stadion fredag og give ham en rar følelse derinde, men det var en plan, jeg desværre måtte ændre, fordi intet rigtigt var gået efter planen. Så fredag stod på at få ham til at føle sig godt tilpas i kroppen igen efter den lange tur, dyrlægetjek og så ellers hjælpe ham til at kunne rumme alle indtrykkene. Det er svært, når man derhjemme har en lille stald med flere unge heste, hvor rutiner og regelmæssighed bliver vægtet højt, at kunne forberede en hest ordentligt til sådan et stort arrangement, hvor der er så mange heste og mange folk i gang, men i løbet af fredagen tjekkede han mere og mere ind med mig, og jeg var egentlig rigtigt stolt af, hvor godt træningen hjemmefra hjalp ham til at finde ro. Det er faktisk noget af det, jeg ville ønske, at jeg kunne have vist, for det var det, jeg var mest taknemmelig og stolt over – hans udvikling gennem disse dage. Fra fredag, hvor alt var overvældende til, at han søndag i opvarmningen til freestylen kunne ride rundt i en lille opvarmningshal med en håndfuld andre hest i kostumer og bare være superkoncentreret og godt tilpas. Det gjorde mig stolt af "min" lille hest.
Lørdag var første konkurrence ”trail”, hvor vi skulle igennem flere forhindringer. Først fra jorden af og dernæst kunne man vælge at gøre det fra ryggen, hvis man følte, at ens hest var klar til det. Jeg havde en følelse af, at han virkelig prøvede og havde stor tillid til mig, og det var den tillid, som mit fokus var på at bevare gennem weekenden. Det er også et stort setup for en selv at skulle være i, når man ikke selv har været til stævne i flere år, så jeg prøvede bare på at fokusere på at være der for ham, og hvis jeg fik følelsen af, at han syntes, noget var lidt for svært, så hoppede jeg enten af ham eller skippede forhindringen, da det hele også skulle foregå inden for en bestemt tidsramme, og jeg må ærligt indrømme, at når man står derinde og skal gennem en masse forhindringer på seks minutter, var det lidt svært at vurdere, hvor meget tid der var at gøre godt med undervejs (vi kendte ikke banen hjemmefra).
Senere på dagen lå ”dressurkonkurrencen", hvor vi skulle ride (eller gå) ind på stadion, hvor en 20 x60 m-bane var sat op. Programmet gennemgik vi først med arrangørerne nogle timer før, så igen kendte vi det ikke på forhånd, og det var i sig selv en lidt stor opgave. Jeg havde som sagt tidligere ikke rigtig haft mulighed for at vise ham stadion ordentligt, da hele vores tidsplan røg til at starte med, så bare det, at han tillidsfuldt skridtede ind på stadion med mig på ryggen og for første gang i sit liv så et hvidt dressurhegn og en tribune med publikum og alligevel gjorde sit bedste, gjorde mig simpelthen så stolt af ham, men jeg var heller ikke i tvivl om, at hans "bæger" var ved at være fyldt, og at det kun var noget han gjorde for mig, så halvvejs inde i programmet hoppede jeg af og løb resten af programmet med ham for at give ham følelsen af ikke at være alene derinde, og fordi det vigtigste for mig var, at han ikke følte sig ladt i stikken, så han mistede tillid til mig og fik en dårlig oplevelse af at være inde på stadion. Det føltes som den helt rigtige beslutning (det er det gode ved dette event, at du ikke nødvendigvis skal gøre alt fra ryggen af, hvis ikke hesten er tilpas eller klar til det), og han begyndte med det samme at trække vejret igen og spænde af, da han kunne se mig, og jeg kunne tage ”teten”, og jeg var slet ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning.
Søndag stod den på freestyle og auktion, og det begyndte at blive mere og mere virkeligt, at det også ville blive et farvel til Solvaro, og det så jeg bestemt ikke frem til.
Jeg havde lavet freestylen på en måde, så jeg kunne skrue op og ned for sværhedsgraden alt efter, hvor godt tilpas han virkede til at være på banen, og det var noget, jeg måtte vurdere i øjeblikket.
Han startede søndagen med at være rigtigt godt tilpas og virkede overraskende frisk, hvilket jeg var rigtigt glad for, for så kunne jeg antage, at det, at han generelt virkede rigtigt godt tilpas ikke bare var, fordi han var træt og lukkede af, men fordi han rent faktisk bare var godt tilpas. Alle de steder, hvor vi havde kunnet øve i weekenden, havde han udviklet sig enormt meget, og han gik rigtigt fint rundt både i den ene opvisningshal og på opvarmningen og igennem hele den menneskemængde, vi skulle igennem for at komme fra A til B, så jeg kunne virkelig ikke ønske mig mere af ham eller bede ham om mere.
Vores freestyle var bygget op om sangen "Fireball" med Pitbull, fordi den bringer gode minder frem for mig, og en af mine søde kunder (Ann), der er superkreativ havde lavet et fortøj og pandebånd med "ildsymbol" på. Solvaro var ret presset af publikum på banen, men så snart vi gik i gang med freestylen og de ting, han kendte hjemmefra, fandt han ro og tjekkede ind. Jeg holdt bevidst sværhedsgraden og tempoet lavt for at være sikker på, at han kunne blive ved med at tjekke ind med mig i, hvad vi lavede og på den måde give ham en overskuelig oplevelse – og det blev det. Da vi var færdige, blev der skruet op for musik og klapsalver, og jeg kunne ikke lade være med at være imponeret over, hvor vildt det måtte være for at ham, at for fire måneder siden var han en vildhest i USA, og nu stod han midt i klapsalver og høj musik på at kæmpestadion i Aachen og klarede det skidegodt.
Efterfølgende var vi til præmieoverrækkelse alle sammen, hvor Solvaro og jeg endte som nr. 10 ud af 15, hvilket jeg, alt taget i betragtning (vores udgangspunkt og udfordringer undervejs) for vores første gang, er rigtig tilfreds med.
Nu kom den sværeste del så; auktionen. Hvis jeg havde haft råd, havde jeg selv købt ham, men det havde jeg desværre ikke. Minimumsprisen er 9.500 euro (det er prisen for at flyve en hest til Tyskland fra USA). Han blev solgt til den sødeste familie, der allerede havde flere mustanger i forvejen, og jeg havde snakket med dem flere gange i løbet af weekenden, og jeg fik efterfølgende at vide, at de græd af glæde over, at de havde fået lige præcis ham, og mere kan jeg jo ikke ønske mig. Jeg har efterfølgende modtaget flere billeder og opdateringer fra dem, hvor det er tydeligt at se, at han trives og lever et rigtigt godt liv nu, og jeg er meget velkommen til at komme og besøge ham, så det glæder jeg mig til. Så på trods af, at jeg har måttet fælde flere tårer over at skulle give slip på ham, så kunne jeg heller ikke have ønsket et bedre liv for ham end der, hvor han er nu, og jeg er rigtig glad for, at det lykkedes mig at gøre ham så tryg og tilpas i krop og sind til, at han var klar til så godt et hjem.
Om det er noget, jeg kunne tænke mig at være den del af igen, ved jeg ikke. Jeg er ikke god til at give slip, og det er også noget af det, jeg synes er svært med de heste, jeg har inde i træning. Så oplevelsen har sat mange tanker i gang for fremtiden, og hvordan det hele skal udvikle sig. Jeg kan dog kun anbefale at tage ned og opleve hele eventet. Jeg har ikke set noget lignende i Danmark før, og det var fedt og inspirerende at opleve så mange dygtige hestemennesker samlet på et sted. Det var samtidig med en fantastisk stemning, og alle vi mødte var søde og imødekommende. Derudover var det helt fantastisk at møde mennesker, der var taget hele vejen fra Danmark og hele vejen ned til Aachen for at heppe og støtte op om Solvaro og mig, og det var fantastisk at opleve støtten undervejs i processen. Lige fra mennesker, jeg ikke kendte, til min behandler Christina Young, kunder, min far (der sponsorerede en sadel, jeg kunne bruge til Solvaro), mine søde svigerforældre, der var i der hele weekenden, min veninde Julie (og hendes mand og børn), der har Nordic Liberty, min mor, der lå hjemme med en brækket ryg, men fulgte med online hele weekenden, til min dejlige mand, der var ved at gå til af nerver, og Freja, min højre hånd, der var fuldstændig uundværlig gennem det hele.
Så tak til Solvaro for en helt unik oplevelse.
