Trine Askjær-Jørgensen
For første gang nogensinde sendes der en amerikansk mustanghest til Danmark som en del af konkurrencen Mustang Makeover Germany.
Her vil den blive trænet af Sissel Sandø-Ulbæk fra Horse Serenity, der som den første dansker deltager i den tyske udgave af konkurrencen, som oprindeligt kommer fra USA.
– Jeg har fulgt med i konkurrencen i flere år, også da jeg var i USA. Der var noget superinteressant over formatet, når man arbejder med ungheste, og ikke mindst racen, som er virkelig intelligent og hårdfør, indleder Sissel og fortsætter:
– Jeg så konkurrencen i Tyskland for første gang sidste år, hvor jeg fulgte med online henover hele weekenden, og der fik jeg bare virkelig meget lyst til at deltage.
Fokusset i den tyske konkurrence er på trænerens evner samt partnerskab og tillid mellem hest og menneske. Formålet er at tage presset af træningen og skabe en professionel hestebegivenhed, hvor mustangerne udvikler sig i deres eget tempo.
– Det er meget forskelligt, hvordan hestene præsterer i den tyske konkurrence, og det er ikke sådan, at hvis en hest ikke lige kan noget bestemt, så bliver det dømt ned. Fokusset var mere på, hvordan træneren og hesten håndterede situationen. Jeg har ikke set den type konkurrence før andre steder, men jeg synes, det er et megafedt koncept, fortæller hun og tilføjer: – Og så kan jeg godt lide, at jeg også kan få lov til at udfordre og udvikle mig selv i denne konkurrence.
Sissel er indehaver af virksomheden, Horse Serenity, der tidligere gik under navnet Young Horse Performance og har base i Børkop, hvor hun bor sammen med sin mand, Daniel. Her tager hun heste i tilridning og træning samt underviser heste og ryttere og afholder clinics. Hun er dressurrytter, men gør stor brug af at arbejde med hestene fra jorden og ikke mindst træne dem mentalt. Hendes interesse for den her tilgang til træning af heste blev vakt, da hun mødte Will Rogers på Blue Hors, hvor hun var hestepasser. Efter et års tid på Blue Hors fulgte hun med Will til Holland, hvor hun lærte af både ham og Tristan Tucker. Senere gik turen videre til Texas, USA, hvor Sissel arbejdede for Dan Keen, som hun fremhæver, som den hun har lært allermest af. Hun har også været hos Jason Leitch, som er en af de bedste cutting horse-trænere i Australien, inden hun startede virksomhed for ti år siden.
Se mere på Sissels Facebook, Instagram og hjemmeside.
Man skal indsende noget video og forklaring om sig selv og sit arbejde for at blive taget i betragtning, og Sissel er nu blevet valgt ud som den eneste dansker blandt de 15 trænere, der ellers overvejende kommer fra Tyskland.
– Jeg er virkelig stolt af at blive valgt. Det er jo en anerkendelse af mit arbejde som træner. Et klap på skulderen, der viser, at jeg gør noget godt og er på vej i den rigtige retning. Jeg var virkelig glad for den modtagelse, jeg fik på min ansøgning, hvor de rigtig godt kunne lide den måde, jeg arbejder med hestene, siger hun.
Mustang Makeovers træner-challenge
I konkurrencen bliver 15 mustanger, der tidligere har levet vildt, trænet af udvalgte trænere for at finde et nyt hjem. De udvalgte mustanger hentes fra amerikanske reservater og transporteres til en træner i USA, som forbereder dem på rejsen til Tyskland. Alle mustanger trænes af den samme træner i USA, før de ankommer, for at sikre lige vilkår for de europæiske trænere. I Europa tilbringer mustangerne op til 140 dage hos professionelle trænere.
– Det første, jeg vil lægge vægt på i træningen, er, at hesten finder ud af, at jeg har positiv værdi og er et tryg sted at være. Når det er på plads, er det nemmere at træne mere målrettet på at kunne nogle forskellige ting, fortæller Sissel og tilføjer:
– Det er vigtigt for mig personligt ikke at ryge i fælden med at ville præstere, men virkelig at være tro mod min integritet og værdier i træningen med heste og lytte til og stole på min mavefornemmelse, og hvad jeg ved er rigtigt.
Konkurrencens tre prøver
Finalen i Mustang Makeover finder den 30.-31. august på den store stævneplads CHIO Aachen i Tyskland. Det bliver en unik hesteweekend, hvor man kan opleve vilde, amerikanske mustanger, toptrænere og uforglemmelige øjeblikke.
Trænerne og deres mustanger skal igennem tre discipliner:
Mustangerne fra konkurrencen bliver bortauktioneret, når konkurrencen er ovre, med det formål at finde gode, blivende hjem til dem. Sissel har valgt at tilbyde dem, der måtte købe "hendes" mustang, at hun kan komme og hjælpe dem med overgangen og at lære hesten at kende.
Se mere på hjemmesiden mustangmakeover.de.
Organisationen American Mustang Germany blev grundlagt af Silke og Michael Strussione, som også står bag foreningen IG Mustang e.V. og eventet Mustang Makeover. De startede dette arbejde, da de opdagede, at vilde mustanger i USA ofte ikke lever frit og lykkeligt, men i stedet bliver indfanget og sat i reservater på grund af overpopulation og manglende ressourcer.
For at skabe opmærksomhed om mustangernes situation udviklede de begivenheden Mustang Makeover i 2017, hvor de hjalp de første mustanger med at finde nye hjem i Tyskland. Siden da har de hjulpet hundredvis af mustanger med at blive omplaceret fra reservater til nye hjem.
Hvad er Mustang Makeover?
Mustang Makeover er inspireret af den amerikanske Extreme Mustang Makeover, hvor mustanger tildeles trænere, som i løbet af ca. 120 dage arbejder med dem på en respektfuld og harmonisk måde. Trænerne dokumenterer deres træningsproces gennem videoer og billeder, hvilket både oplyser om mustangerne og forbedrer kendskabet til hestetræning generelt.
Den store afslutning er en spektakulær oplevelse, hvor trænerne viser deres fremskridt – men konkurrencen handler ikke om sportslige præstationer, men derimod om partnerskab og tillid mellem hest og menneske.
Du kan følge med i Sissels rejse med mustangen på Mustang Makeovers kanaler og på hendes egne.
Se præsentationsvideoen af Sissel som deltager i Mustang Makeover her: