Føl genoplivet med hjertemassage (video)

18-05-2021 16:25

Annika Knudsen Lorentsen

Rikke Andersen blev vækket af folingsalarmen natten til søndag, og her kom hun ud i stalden til en hoppe, hvor der hang et livløst føl ud af. På mirakuløs vis fik hun føllets lunger tømt for vand og genoplivet det med en omgang hjertemassage

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Rikke Andersen, som er erfaren hobbyavler, mistede tidligere på året et hingsteføl på en af sine bedste hopper. Natten til søndag var Rikke lige ved at gentage tabet, men på grund af en heltemodig indsats, lykkedes det Rikke at redde føllet, som nu er levende og friskt. 

Genoplivet med hjertemassage
Hoppen Wellness Striks er Rikkes sidste trakehner hoppe, og hun blev sidste år ifolet med en welsh-hingst. 

– Jeg havde luret på, at hun ikke var så stor som forventet, og da vi ramte termin, var der ikke skyggen af yver. Jeg besluttede, at hun skulle tjekkes næste gang, at dyrlægen kom ud. Ugen efter begyndte hun dog at gøre sig klar, og det er normalt for den stamme at gå meget over tid, og hun var jo ifolet med en lille ponyhingst, så det var nok derfor, at hun ikke var så stor, fortæller Rikke, og fortsætter: 

– Kl. lidt over 3 natten til søndag ringer folingsalarmen, og jeg skyndte mig over gårdspladsen. Da jeg kom derover var forben, hoved og halvdelen af halsen ude, og jeg kunne se, at det var et slapt og livløst føl, der var på vej ud. 

Fakta
Om Rikke Andersen

Rikke er uddannet veterinær-sygeplejerske og inseminør, og hun har arbejdet med reproduktion. Hun er pt. hos Hestepraksis Himmerland, og på grund af sin faglige uddannelse, havde hun et godt udgangspunkt for at hjælpe føllet til live igen. 

Rikke skyndte sig at trække føllet ud, så hurtig, som hun kunne og lægge den ned. På det tidspunkt var der ikke respiration, hjerterytme eller øjenreflekser. De fleste havde nok opgivet der, men Rikke ville ikke miste endnu et føl. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg tænkte, at nu er det nok, for mellem de to folinger, har jeg også mistet min bedste unghingst i en hegnskade, og jeg besluttede mig for, at det her føl skulle leve, forklarer Rikke, og fortsætter: 

– Jeg tog den i lysken og slyngede den rundt for at få evt. vand ud af lungerne. Der var stadig ingen livstegn, og jeg gik derfor i gang med hjertemassage. Efter et par hårde slag og hjertemassage, begynder hjertet af flimre, og jeg begyndte at give den kunstigt åndedræt, og efter et par minutter med en hysterisk hoppe i nakken, begyndte den at trække vejret. 

Spiser og trives
Føllet var derefter slapt, og i første omgang havde han ikke kræfter til at stå, men sutterefleksen virkede. 

– Han blev løftet til yveret hver halve til hele time, og henover formiddagen søndag blev han stærk nok til at kunne rejse sig. Han er mager, men han spiser og trives nu. 

Københavns Universitet skal undersøge moderkage, da den er meget unormal, og det kan være grunden til, at føllet ikke har fået den rette næring undervejs. 

– Teorien er, at hoppen måske har haft en voldsom placentitis. Føllet har altså været heldigt, at det overhovedet er blevet båret til termin, men han har været svag, og belastningen ved fødslen var for stor, og derfor døde han under fødslen. Vi får forhåbentligt svaret på hvad der var galt, når vi får resultatet, forklarer Rikke. 

Se videoer af føllet nedenfor. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner