Muskelhund amok igen

24-04-2009 09:06

Grethe Næsby

Endnu en gang er en muskelhund gået amok. Ejer smadrede efterfølgende en mobiltelefon med optagelser fra det dødelige angreb

Tirsdag aften lod ejerne af en muskelhund hunden gå løs på et stort græsareal ved en boligblok i Birkerød, og det endte i endnu et blodbad. Ifølge Nordsjællands Politi drønede den løse muskelhund rundt på et græsareal ved en boligblok. Hunden gik amok på en huskat, skambed den og endte med at æde katten. Efter at have fortæret den første kat, fortsatte muskelhunden med at jagte endnu en kat, som dog slap med skrækken og et stykke af halen bidt af, da den kunne flygte op i et træ. Det forfærdelige scenarium udspillede sig ved Kajerødgade ved halv ni-tiden, og ejerne ankom først efter det drabelige angreb. Flere personer var til stede under angrebet, og de bad en mand i nærheden om at indfange sin hund. Men manden, der tydeligvis selv var bange for hunden, bedyrede, at hunden ikke var hans. Sagen blev anmeldt til politiet klokken 20.37. Siden ankom tre personer til græsplænen og trak af sted med muskelhunden. Et af de mennesker, der havde overværet dramæt, forsøgte at filme det med sin mobiltelefon, men gruppen, der hentede kamphunden, fik fat i telefonen og smadrede den mod jorden, oplyser politiet. En politipatrulje ankom senere og fik fat i kamphundens ejer, angiveligt en 22-årig kvinde fra Birkerød. Nordsjællands Politi skal nu afgøre, om der kommer et retsligt efterspil. Kilde: Rudersdal/Birkerød Avis

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner