Minna Telde indtog Hedensted

12-04-2014 22:44

Det blev til en svensk sejr i dagens Grand Prix ved landsstævnet i Hedensted og Omegns Rideklub, mens Susanne Barnow dominerede dagens sidste klasse og Carina Cassøe Krüth viste spændende takter i dagens første klasse

Lørdagen ved landsstævnet i Hedensted og Omegns Rideklub bød på tre klasser og tre spændende sejre. Den første klasse, MB2, blev vundet af Carina Cassøe Krüth på Heiline’s Hot Mix e. Blue Hors Hotline/Come Back II (opdr. Stald Heiline) med flotte 71,382%.

- Jeg er meget tilfreds med Hot Mix i dag. Jeg havde en super dejlig tur, og han var virkelig på og med på legen. Vi havde dog et par fejl - en stor og en lille - så alligevel plads til forbedring. Hot Mix er inde i en meget positiv udvikling, og jeg nyder hver ridetur på denne fantastiske hest, som vi har meget store forventninger til. Planen er, at "Hotter" skal debutere i Prix St. Georges i nærmeste fremtid, fortæller en glad Carina Cassøe Krüth til Ridehesten.com. Hun har haft Heiline’s Hot Mix siden han var fire år, og i sommers gik han UVM i Verden og sluttede samlet som 17. bedste 6-års dressurhest.

Klassen bød også på en svensk andenplads til toprytter Minna Telde på Red Make Up med en score på 69,868%. Minna satte trumf på i dagens anden klasse, Grand Prix, hvor hun på Deinhardt vandt med 70,733%.

Andenpladsen i Grand Prix gik til Lena Leschly Åmand på Gørklintgårds Fanero e. Olympic Ferro/Le Mont-H (opdr. Jørgen Ravn) med 68,500%. Lena og Fanero var på hjemmebane i Hedensted og du kan læse et portræt af den forsvarende nordiske mester i magasinet Ridehestens aprilnummer.

Rikke Dupont på Dejavu e. De Niro/Painters Row xx red sig ind på tredjepladsen i klassen med 66,933%.

Fredagens helt store vinder, Susanne Barnow, skuffede heller ikke i dag, da hun indtog både første- og andenpladsen i dagens sidste klasse; Prix St. Georges. På Onassis, som hun tidligere har høstet mange sejre på, men efter en længere pause kun har redet ca. 14 dage, sikrede hun sig førstepladsen med hele 72,632%. Hun fik skarp konkurrence af ingen ringere end sig selv, på den smukke og meget talentfulde Romance e. Blue Hors Don Romantic/Lavallo (opdr. Martin Stockholm og Freddy Jepsen), med hvem hun opnåede en score på 72,500%. Læs Susannes udtalelser om begge heste HER, hvor du også kan læse om fredagens resultater. Begge heste ejes af Susannes træner, berider Hasse Hoffmann, der også er forfatter til bogen ’Dressur med hjerte og forstand’.

Tredjepladsen i klassen gik til den tidligere Blue Hors-berider Sune Laust Hansen på Carso’Ni e. Carson Ask/Leendert (opdr. Svend Åge Juhl) med en score på 69,561%.

Se flere resultater HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner