Military EM: Flarup igennem terrænet

31-08-2013 17:21

Signe Wiese

Ved EM i military, der afholdes i Malmø, Sverige, var det i dag blevet tid til at ryttere og heste skulle prøve kræfter med terrænbanen. Mesterskabets eneste danske ekvipage, Peter Flarup/CTS Twin Peaks, havde en svær tur på den meget krævende bane

Den danske mester i military, Peter Flarup, havde et fornuftigt udgangspunkt efter dressurkonkurrencerne ved EM i military. På CTS Twin Peaks var han placeret på en foreløbig 29. plads med 48,40 strafpoint.

Peter havde på forhånd forudset at terrænbanen ville blive en hård nød at knække: 

- Jeg har gået banen, det er stort. Mange store spring. Man skal have kapacitet for at springe banen og det bliver utroligt svært at holde tiden og jeg kan heller ikke holde tiden på min hest. Det bliver rigtig svært. Jeg håber på den går nul med en 8-10 tidsfejl, så er jeg tilfreds, sagde Peter Flarup, da Ridehesten talte med efter dressuren, og før turen i terrænet.

Peters forhåbninger holdt desværre ikke helt stik - han fik to stop på banen, og var tæt på at tage en tur i vandet også, da Twin Peaks snublede. Han fik ialt 64,80 strafpoint i terrænet, og sammenlagt med strafpointene fra dressuren har han i alt 113,20 strafpoint, og det giver ham en foreløbig placering som nr. 50.

I toppen af mesterskabet er stillingen fortsat uændret. Tyske Michael Jung og Halunke er suveræne i spidsen - efter en fejlfri runde i terrænet i dag, har ekvipagen 28,60 strafpoint. Engelske William Fox-Pitt og Chili Morning var ligeledes uden fejl i terræenet i dag, og bevarer deres 2. plads med 36,60 strafpoint. Svenske Ludwig Svennerstål og Shamwari fik 0,40 strafpoint i terrænet, men bevarer deres 3. plads med 38 strafpoint.

I holdkonkurrencen er Tyskland fortsat i front, Sverige er rykket op på 2. pladsen, og 3. pladsen indtages nu af det franske landshold.

HSBC FEI European Eventing Championships 2013 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner