Anna Pørtner
I den kommende weekend, den 8.-9. juni, kan du opleve et helt særligt samarbejde mellem menneske og hest i hjertet af Djursland, når Østjysk Køre Selskab afholder Danmarksmesterskaber og Europamesterskaber i tømmerkørsel på Det Grønne Museum, som er Danmarks nationale museum for jagt, skov, landbrug og mad. Denne begivenhed er ikke blot en konkurrence for de 40 tilmeldte ekvipager fra fem lande. Det er også en hyldest til den dybe forbindelse mellem kuske og deres heste.
Programmet spænder vidt, fra tømmerkørsel, hvor præcision og samarbejde mellem hest og kusk er i højsæde, til traditionel kørsel, der værner om historiske vogntyper og kørestile. Muligheden for at kunne afholde EM på Djursland, er en stor glæde for Hanne Pedersen fra Østjysk Køre Selskab: – Det er fantastisk, at Det Grønne Museum byder os, og ikke mindst ideen om at afholde ikke bare et, men hele to mesterskaber i denne weekend velkommen. Vi har haft nogle travle måneder, men vi ser frem til konkurrencer på et højt og spændende niveau. Ligeledes glæder vi os over den flotte tilslutning til alle discipliner og til de hyggelige fællesspisninger.
Weekenden bliver ikke bare en weekend spækket med konkurrencer. Det bliver også et udstillingsvindue for nogle af de bedste inden for forskellige discipliner af hestekørsel. Med deltagere fra Danmark, Norge, Tyskland, Tjekkiet og Østrig er dette en unik mulighed for at opleve international konkurrence på nært hold. Det Grønne Museums direktør, Anne Bjerrekær glæder sig til arrangementet: – Jeg er stolt af samarbejdet med Østjysk Køre Selskab og af, at vi kan være ramme om mesterskaberne. For bare 100 år siden var der over en halv million heste i Danmark, og de og deres trækkraft var helt nødvendige for samfundet, og det kan man få et lille indtryk af i denne weekend.
Foruden spændende konkurrencer, tilbyder Det Grønne Museum en række aktiviteter, der giver både børn og voksne mulighed for at engagere sig og lære mere om hestens rolle som trækkraft gennem tiderne. Gæsterne kan se frem til sjove og lærerige aktiviteter såsom at 'trække som en hest' og 'kaste med hestesko'. Derudover tilbydes der også korte rundvisninger i besøgsmagasinet, hvor museumsinspektør Helle Serup vil fortælle om udvalgte hestekøretøjer og redskaber fra museets omfattende samling. Rundvisningerne finder sted lørdag og søndag klokken 11 og 15.
Du kan læse mere arbejdshestenes dag her, og se programmet samt information om billetter her.