Guld til Victoria og Alexandra ved DM

23-08-2015 20:04

Med 3 sejre ud af 3 mulige, kunne Victoria E. Vallentin kalde sig Danmarksmester for junior, mens at Alexandra Sørensen endnu engang tog en guldmedalje, denne gang som youngrider

Dagen blev endnu engang startet tidligt i Ringsted, da dagens første rytter red på banen kl. 7.30 i morges. Her var det B-finalen i kür for juniorer som blev afholdt, for de resterende ryttere som ikke havde kvalificeret sig til finalen. Vinder af denne klasse blev Annica Frederiksen på den meget velgående Gunnarsholm’s Snowlander e. Sandro King/Cannon Row Xx. Parret opnåede samlet 68.54% og henviste derved Anne Sophie Gerstorf Sørensen på Cartier e. Blue Hors Cavan/Michellino til andenpladsen med 68.50%. På tredjepladsen blev det Cecilie Dybro Jensen på Nørgaardens Leonora e.Leo-Light/Perikles Christinelyst, som opnåede 65.70%.

Ringsted Sportsrideklub valgte at afholde en Grand Prix Special, hvor der desværre ikke var den store tilslutning i. Vinder af denne klasse blev Rie Møller Jensen på Toftekærs Diva e. Blue Hors Don Schufro/Olympic Ferro med 69.08%.

Herefter var det tid til den første af de to finaler for mesterskaberne, nemlig juniorernes mesterskab. Der var nok ikke den store tvivl om hvem guldmedaljen ville tilfalde og den blev heller aldrig i fare for Victoria E. Vallentin. Hun formåede nemlig at ride en kür til hele 76.27% på Atnon e. De Noir/Akinos, som var mere end bare nok til at sikre mesterskabet og derved få hænget guldet om halsen med hele 11% ned til sølvmedaljen. Efter at have ligget nummer tre de sidste to dage, formåede Laura Hviid og Denzel e. De Niro/Weltmeyer at avancere til en samlet andenplads i mesterskabet, hvor hun i sin kür blev belønnet med 72.20% og derved kunne modtage en sølvmedalje. Camilla Søndberg Thomasberg Andersen på Rafaella K e. Skovens Rafael/Blue Hors Hertug, måtte i dag tage til takke med en samlet tredjeplads. Parret lå ellers på en andenplads inden finaledagen, men måtte se sig slået i det samlede regnskab med 0.3% af Laura, men de formåede at holde fast i bronzemedaljen. 

I ridning kan alt ske og det skete også i dag. De to foregående dag har det ligesom juniorenes resultater været meget ens, da både Alexandra, Sille og Maja er blevet placeret i samme rækkefølge de to foregående dage. Küren vendte lidt op og ned det hele på selve dagen, men den samlede stilling ændrede sig ikke. Forrige års guldvinder for junior, Alexandra Sørensen og Camiro Mandø e. Blue Hors Future Cup/Alfarvad Champi On (Faslight), kunne i år modtage endnu en guldmedalje, denne gang som youngrider. Efter at have vundet på både første og anden dagen, måtte Alexandra tage til takke med andenpladsen i dagens kür med 74.10%. Sidste års Danmarksmestre for juniorer, Sille Engermann og Darius e. Donnerloh/Pik Solo, som i bund og grund stadig burde være en juniorekvipage, rykkede for få uger siden op som youngrider, hvor de vandt alle deres starter til det internationale stævne i Malmø. De formåede i år at ride en sølvmedalje i hus for youngriders med 73.85% i kür. Maja Andreasen og Kano e. Noir/Lebensmann formåede for tredje dag i træk at blive placeret som nummer tre, hvilket udløste en bronzemedalje med 73.93% i kür.

Se resultater Her

Ridehestens fotograf var tilstede under dagens klasser og i fredags også. Husk at se billederne i næste uge!

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen