Thomas Bach Jensen
Efter Michæl Søgaards gennemridning i 6-års kvalifikationen skulle hans hest Dybdalsgårds Margerit rutinemæssigt have tjekket sit bid af stævnets steward, der bar plastichandsker, som Margerit ikke brød sig om. Michæl måtte træde hjælpende til og løsne hoppens næsebånd og samtidig bede stewarden tage sine handsker af, hvilket ikke blev imødekommet. Lyserødt skum i mundvigen viste nu, at Margerit tilsyneladende i sin panik havde bidt eller revet sig i tungen, hvilket afstedkom en større undersøgelse af hoppen i stalden, hvor trensebiddet blev målt og hesten yderligere blev tilset af to dyrlæger, der var enige om, at det var et hændeligt uheld og at hesten godt kunne starte igen i morgen. - Herefter forlod jeg stalden i den tro, at sagen var afsluttet, indtil jeg blev ringet op af danske rytterkolleger, som fortalte, at der igen var officials i Margerits boks. Senere på eftermiddagen blev den danske chef d’equipe meddelt, at Dybdalsgårds Margerit er diskvalificeret og ikke kan gå lille finale i morgen. - Det er skuffende, at der helt ulovligt går officials i hestens boks uden, at de underretter mig som rytter. Jeg accepterer selvfølgelig beslutningen og vil ikke lave en sag ud af det, fortæller Michæl Søgaard, der dog er meget skuffet over den måde sagen er håndteret på. Michæl Søgaard er nu ude af VM-konkurrencen, men hans S-hest Horsebo Smarties er netop ankommet fra Danmark og han glæder sig til at vise den i det store gallashow lørdag aften. - Smarties er en rigtig fin hest og jeg glæder mig til at vise den i Dansk Varmblods indslag i gallashowet, men det er ikke for stævnearrangørernes skyld, efter den behandling, jeg har fået i dag, slutter Michæl.