Anja Nielsen
Det er derfor jeg lige vil tage dig med tilbage til i går, hvor min søn og jeg var nede i skoven, efter at jeg havde hentet ham i børnehaven.
Vi var nede og kramme træer, som vi så ofte gør.
Ja, du hørte rigtigt.
Vi krammer træer.
Hvis du ikke har prøvet det, så gør det lige. Det er den fedeste grounding-øvelse jeg selv laver. Der er ikke noget mere beroligende, end at kramme noget der står så fast nedgroet i jorden.
- Det går vi i dybden med en anden god gang.
Nå, men tilbage til skoven.
Forestil dig, at min søn, William på godt tre år, kravler rundt på nogle store sten og balancerer på træstubbe. Han kommer så forbi en sten, som han får lyst til at bestige – hvilket han så gør, fordi han er umiddelbar og fyldt med selvtillid. Så selvfølgelig kan han det, selvom den ser ud til at ligge ustabilt.
Han klatrer op på den, og hvad tror du der sker? Korrekt, han falder ned af den, fordi den vipper.
Han rejser sig og kigger lidt opgivende op på mig og en tårer løber ned af hans kind. Han opgiver et kort øjeblik og er skuffet.
Da han er på vej hen mod mig, fordi han vil trøstes og samtidig er ved at give op på ”den dumme sten”, siger jeg til ham, at han skal prøve igen. For han kan hvad han vil, hvis bare han bliver ved.
William er vant til at høre sådanne gloser fra sin ”mentaltræner-mor”, så han ved hvad jeg mener.
Han står lidt, og så hopper han op på stenen igen – og falder igen.
Han hopper op på stenen igen, men denne gang med en meget vred brummen ud af munden.
Og han falder igen…
Han sparker til stenen, men prøver så én gang til. Han kender stenens bevægelser nu og jeg kan se på ham, at han har knækket koden.
Han strækker armene ud og tungen kommer til syne i mundvigen. Og…. oooog…. Så står han der. Stenen ligger stille og han har fundet balancen på stenen!
Hvordan tror du William så ud i hovedet?
Han var én stor blanding af jubel, overraskelse og sejr!
Hvorfor fortæller jeg dig denne historie?
Fordi det er præcis det samme, som alle ryttere der bliver coachet af mig, oplever til stævner og derhjemme. Den oplevelse og de følelser William gik igennem, er de samme som ryttere går igennem, når de bliver skuffet over, at de ikke opnåede det resultat de håbede på, inden de red ind på banen.
Forskellen er bare, at hvis du forstår, at du er nødt til at gøre arbejdet FØR du forventer et resultat, så bliver du ikke skuffet. Så bliver du nysgerrig og stædig (på den fede måde).
Lad mig give dig et andet eksempel.
Jeg var for noget tid siden ude og holde en workshop for en rideklub.
Her talte jeg om forventning vs. refleksion.
En pige fortæller mig, at hun var til et stævne, hvor hun var sikker på at hun tabte, fordi stævnearrangørerne havde valgt at bruge hvide spande til at skrive bogstaver på. Pigen hér rider dressur, så ved I hvilke bogstaver jeg mener. Hun var træt af, at hendes hest havde undveget spandene så voldsomt, hvilket havde resulteret i, at hun havde fået dårlige karakterer.
Hun synes at det var noget underligt noget, at de havde valgt noget så sjældent at skrive bogstaver på, og at det på en måde var klubbens skyld, at hun havde fået de karakterer hun havde fået.
Pigen her, står på ingen måde alene med at forsøge at undvige sit eget ansvar. Hun giver ”de andre” skylden for, at hendes hest ikke var velforberedt. Og skuffelsen leder til dårlige oplevelser og opgivende adfærd.
Mit råd til hende var, at tage i Harald Nyborg og købe 10 hvide spande og så træne med de spande, indtil hendes hest var fuldkommen ligeglad med dem.
For, hvis du spørger mig, er det ikke en mulighed at blive skuffet. Hvis du ikke har forberedt dig og har trænet det der skulle trænes, er skuffelse ikke svaret.
Svaret er refleksion.
Det jeg lærer mine ryttere er, at de skal have så høje forventninger som de ønsker, men de skal have refleksionerne med lige så højt.
Sagt på en anden måde:
Hvis du ikke får det resultat du havde håbet på, skal du trække al den læring ud af resultatet som overhovedet muligt, og så skynde dig hjem og få trænet det du ikke lykkedes med til stævnet.
På den måde kommer du tættere og tættere på målet.
Og, hvis en tre-årig kan, så kan du også ..
Giv den gas og glæd dig til at se dit næste stævne med nye briller.
Nemlig refleksion i stedet for skuffelse.
Læs mere om Anja her.
