Annika Knudsen Lorentsen
Endnu en dag er i gang ved EM i springning, som afholdes i Milano. I dag afgøres holdkonkurrencen, som afgøres blandt de 10 bedste hold, og her er Danmark desværre ikke med. En dansk rytter har dog netop været til start som individuel.
Det var Mathias Nørheden Johansen, som netop har været i aktion med Franco 79 e. Firth of Lorne/ Coronas. Mathias red med et stort overblik, en velovervejet rytme og Franco sprang særdeles godt. Et enkelt lille nedslag faldt på næstesidste forhindring, men ellers var ekvipagen overlegne på de høje forhindringer, hvor flere målte i omegnen af 165 cm. De sluttede med 4 fejl i dag, tillagt deres 10 fra de forrige dage, har han nu samlet 14 fejl.
Det er de 25 bedste der går videre til den individuelle finale søndag, så hvis nogle af dem der er placeret foran Mathias får flere fejl i dag, er det ikke urealistisk, at Mathias kan ende blandt de 25 bedste.
Det ved vi dog først, når holdkonkurrencen er afgjort sidst på eftermiddagen, hvor medaljerne skal uddeles til de tre bedste hold ved årets EM. Uanset, har Mathias haft en utrolig flot senior-mesterskabsdebut, og han her tilmed heller ikke erfaring på 5-stjernet niveau. I dag beviste han igen, at det ikke var en hindring for at ride på mesterskabsniveau.
Følg med løbende her på Ridehesten.com, hvor vi selvfølgelig dækker resten af mesterskabet weekenden over.