Mastermind er sovet ind

24-04-2014 08:17

Mastermind - halvbroderen til den internationale stjernehest Digby - lever ikke mere. Han blev efter nogen tids sygdom aflivet i sidste uge

Mastermind e. Master/ Sandro er født i 1999 på Berleburg og er faldet efter HKH Prinsesse Benediktes elitehoppe Øxenholm Pamina, der har leveret adskillige talentfulde dressurheste. Hendes mest kendte afkom er Digby, der startede sit liv i rampelyset som kåret hingst og udviklede sig under Nathalie zu Sayn-Wittgenstein til den mest stabile og betydningsfulde hest på det danske dressurlandshold igennem flere år.

Ligesom Digby opnåede også Mastermind avlsgodkendelse ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning. Også han blev uddannet af Nathalie op til Grand Prix-niveau. De seneste to år har Mastermind boet på Stutteri Horsebo i Græsted hos Helle M. Kristiansen, der har et samarbejde med Nathalie omkring flere heste. Helles datter, Amanda Overgaard, har redet juniorklasser på Mastermind, og Nathalies tidligere groom Benedicte Stine Olsen, der nu er ansat på Horsebo, har startet Mastermind i lille tur, og han har været en enestående lærehest for begge ryttere.

Desværre havde Mastermind ikke det stærkeste helbred. Han havde kronisk bronkitis, og sidste år fik han blodforgiftning i et bagben, der hævede voldsomt og skulle under seks ugers penicillinbehandling. I marts måned i år tiltog hans bronkitis og han begyndte at hose meget. Efter fem ugers behandling mod hosten uden synlige forbedringer, stod den 15-årige vallak i sidste uge igen med et stærkt hævet ben.

- Med Masterminds sygehistorie i mente, skulle han ikke udsættes for mere lidelse. Derfor traf vi den tunge beslutte at lade ham få fred, fortæller Helle M. Kristiansen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner