Alt om de udtagne VM-heste

07-07-2009 11:26
Vil du vide lidt mere om de unge dressurheste, der er udtaget til VM i Verden, så bringer vi her yderligere oplysninger
Copyright Ridehesten.com
Skovens Rafael og Lotte Skjærbæk er en af de lovende danske ekvipager, der skal repræsentere dansk avl og sport ved verdensmesterskabet (Foto: Ridehesten.com).

I vores nyhed søndag aften bragte vi navnene på de heste, der skal repræsentere Danmark ved VM for unge dressurheste i Verden, Tyskland, den 5. - 9. august 2009. Via linket til højre kan du se fuld afstamning, opdrætter, ejer og rytter mv. Der er også billede af hver eneste hest via dette link til Dansk Varmblods hjemmeside. Afstamningsmæssigt er der flere forhold, der springer én i øjnene og det er selvfølgelig, at én og samme hoppe er mor til både en 5-års og en 6-års VM-deltager og det drejer sig om Joan Andreasens og Søren Melgaards gode avlshoppe Frederica, der er mor til både UNO Don Diego og UNO Donna Unique. En enestående avlspræstation. I 5-års holdet er det imponerende som hingstene fra Blue Hors dominerer som fædre til alle fire udtagne heste og også som morfar til to af dem. Blue Hors Romanov er far til to af hestene, mens Blue Hors Don Schufro er den hingst, der dominerer holdet totalt. Han er nemlig far til en af de fire udtagne heste, farfar til en anden og morfar til de to sidste! Ligeledes en enestående avlspræstation. På hingstesiden er det også iøjnefaldende, at Heslegårds Rubin, som aldrig har været meget anvendt i avlen, alligevel har et 6-års afkom udtaget og et 5-års afkom som reserve.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner