Trine Askjær-Jørgensen
Så er den nye World Cup-sæson for den vesteuropæiske liga for alvor skudt i gang, nu hvor første kvalifikationsrunde på Vilhelmsborg netop er afgjort. I går blev der i kvalifikationens første klasse redet kort Grand Prix, og i dag var det så tid til den populære Grand Prix kür, som altid er yderst seværdig.
For to år siden da World Cup sidst blev afviklet på Vilhelmsborg pga. Corona-restriktioner, sad skribenten her på tilskuerrækkerne med vand i øjnene efter Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera e. Fürstenball Old/ De Niro (opdr. Stald Heiline) havde redet deres smukke Dirty Dancing-kür, som vi sidenhen har set mange gange, senest ved VM. Mage til musikalitet, harmoni mellem hest og rytter og “danseglæde”, som en anden Vild med dans-dommer ville have sagt, skal man lede længe efter.
I år var Carina og "Danse", som dansk varmblodshoppen hedder i daglig tale, på pletten med ny kürmusik og dertilhørende koreografi. Til tonerne af blandt andet Backstreet Boys og One Direction viste makkerparret igen, at de kan noget helt særligt, når det gælder kür. Det lyser langt ud af den smukke, sorte hoppe, at hun elsker at være i fokus og optræde inde i arenaen, så tilnavnet Danse kommer virkelig til sin ret. Ekvipagen blev klappet det sidste stykke op ad midterlinjen, som Carina sædvanen tro, fristes man til at sige, tog med tøjlerne i en hånd. Det var en meget velfortjent score på hele 85,925%, der efterfølgende tikkede ind fra dommerne, og dermed en sikker sejr med godt 3% ned til andenpladsen.
– Jeg fik musikken for to dage siden, så i dag var faktisk første gang, jeg red det igennem, men jeg synes egentlig, det gik helt okay. Vi kom lige lidt foran hist og her, men jeg fik det hentet igen, så jeg er godt tilfreds, sagde Carina Cassøe Krüth, som den beskedne nordjyde hun er, til pressemødet bagefter.
Carina fortæller her mere om sejren i dag og hendes nye kür:
Den 11-årige avlshingst Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/ Blue Hors Don Schufro havde med Nanna Merrald Rasmussen i sadlen sin World Cup-debut på Vilhelmsborg i denne weekend. Den populære, sorte hingst, som blandt andet er far til årets UVM-vinder i dressur for 5-årige heste, Lyngbjergs St. Paris, har endnu meget lidt erfaring på dette niveau, men med en score på 74,605% i den korte Grand Prix i går og et kürridt til 82,610% i dag lover det vanvittig godt for fremtiden. Efter en virkelig flot World Cup-kürdebut, hvor der var mange højdepunkter som bl.a. galoppiruetterne, fri trav og piaffe-passage, blev det til en flot andenplads. Således kunne Nanna tage turen rundt på æresrunde i hallen lige efter VM-holdkammeraten Carina. Placeringen betyder uden tvivl meget for Blue Hors-rytteren, der selv har uddannet hingsten til Grand Prix-niveau.
– Det var megafedt. Jeg synes, han var rigtig god. Der var lige lidt småting her og der, og jeg kan godt mærke, at han stadig er meget grøn i det, men han lytter godt hele vejen rundt, og jeg var megaglad for turen, fortalte Nanna Merrald efterfølgende.
Nanna og Carinas VM-holdkammerat, Daniel Bachmann Andersen, debuterede også en ny hest i World Cup-sammenhæng, og hvilken debut! Med den 10-årige dansk varmblodsvallak Zippo M.I. e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Steen Bo Larsen) viste Daniel virkelig mange højdepunkter, og der er ingen tvivl om, at med mere rutine kan den brune vallak score endnu vildere procenter. Daniel tog ligesom Carina det sidste stykke ad midterlinjen med tøjlerne i en hånd, mens publikum klappede, hvilket Zippo tog i stiv arm. Daniel kunne meget velfortjent tage på æresrunde med sin to holdkammerater med en score på 81,330% og en tredjeplads.
Også Andreas Helgstrand debuterede en hest i World Cup-sammenhæng, nemlig den ekstravagante avlshingst Jovian e. Apache/ Tango. Den kun 8-årige hingst har en vanvittig stor og flot trav, som kommer den til gode i den frie trav, men også en imponerende skulderfrihed og rækkevidde, som man virkelig fik at se i sidetraversaderne. Den kæmpestore trav giver måske lidt problemer i de mere samlede øvelser, hvor hingsten i hvert fald i dag ikke helt lod til at fange takten og rytmen i piaffe. Men med så meget kvalitet og kapacitet i både gangarter og udførsel af øvelserne blev det til tonerne af Ed Sheeran forståeligt nok til hele 80,000% i debuten og en fjerdeplads.
De to resterende danskere i klassen, Lone Bang Larsen med Thranegaardens Rostov e. Blue Hors Romanov/ Diamond (opdr. Jens Riishede Jensen) og Anna Kasprzak med Addict de Massa e. San Amour/ Maestro endte i dag på henholdsvis syvende- og niendepladsen med procenter meget tæt på hinanden, nemlig 79,165% og 79,010%.
Stævnets start- og resultatlister.
Casper Cassøe Krüth, der er gift med Carina Cassøe Krüth samt direktør for Dansk Varmblod og Vilhelmsborg, har senest arrangeret sommerens VM og fortæller her lidt om, hvordan det har været at være tilbage på Vilhelmsborg til World Cup-dressur: