Grethe Næsby
FDF'erne i Grindsted skulle kørt i hestevogn under juleoptoget i Grindsted i går, men måtte i stedet selv trave gennem byen. Et slemt uheld søndag formiddag ændrede planerne: – Vi var ved at gøre klar til juleoptoget og ville lige prøve at køre et par vendinger med de to heste for vognen. Et eller andet må have skræmt dem, for pludselig løb de løbsk og styrtede af sted i fuld galop, fortalte FDF-leder Tommy Ovesen. Den hæsblæsende køretur endte brat, da vognen ramte et plejehjem. Her fløj kusken af bukken, og først da lykkedes det at indfange hestene. Vognen blev voldsomt beskadiget, og FDF'erne måtte undvære både vogn og heste til deres juleoptog. De grønne MS-spejdere blev også ramt af panikken, da hesten foran deres vogn blev "smittet af juleglæden" og tog en tur ind mellem nogle træer. Julepynten, som spejderne møjsommeligt havde sat på vognen, blev revet af og ødelagt. – Det var da godt, at det skete inden juleoptoget og ikke midt imellem alle menneskene på Torvet, sagde Tommy Ovesen. Heldigvis kom hverken mennesker eller heste alvorligt til skade ved ulykken. Kilde: JyskeVestkysten